Gloria Bell anmeldelse: Gloria, Gloria

Kombinationen af disco og en midaldrende kvindes hverdag virker måske ikke som den mest oplagte blanding.

Men overlad det til instruktør Sebastian Lelio at kombinere glittet følelsesladet popmusik med en voksen kvindes hverdagsproblemer.

Og så endda med bragende succes.

Men det er faktisk også anden gang Lelio kaster sig over historien om Gloria, der om natten overgiver sig til drinks og discodans og om dagen prøver at håndtere sine voksne børn og et muligt nyt kærlighedsliv.

Allerede i 2013 skrev og instruerede instruktøren en film med samme fortælling.

Dengang hed den bare Gloria, men essensen var den samme.

Det betyder heldigvis ikke at Gloria Bell er et sløvt remake. Faktisk er Lelios nyeste film lidt som et vellykket covernummer med en ny forsanger.

Julianne Moore har nemlig overtaget titelrollen og det med sådan en styrke, at det kan argumenteres for at Gloria Bell ender som en endnu stærkere film end originalen.

Gloria Bell anmeldelse
Foto: Angel Films

Moore bringer en jordnær charme til sin fortolkning af Gloria, der placerer den i skarp konkurrence med titelrollen i Jeg er stadig Alice som skuespillerens bedste præstation.

Moore får skabt en facetteret karakter, der over midtvejs i sit liv prøver at jonglere forholdet til sine voksne børn, der for længst har fået deres eget liv, med sit eget privatliv.

Netop privatlivet kommer der gang i da Gloria på endnu en dansetur i byen møder John Turturros charmerende og nyligt fraskilte Arnold, som hun indleder et forhold til.

Men i modsætning til Gloria har Arnold svært ved at frigøre sig fra en ekskone og voksne døtre, der kræver at han altid står til tjeneste, så kærligheden mellem de to sættes på prøve.

Gloria Bell anmeldelse
Foto: Angel Films

Arnold er en blandt mange af filmens fantastisk skrevne og spillede karakterer. Lelio – i samarbejde med manuskriptforfatter Alice Johnson Boer – er fantastisk til at skabe karakterer med dybde kun ved hjælp af antydninger om deres fortid.

I en af filmens bedste scener hiver Gloria Arnold med til en familiesammenkomst, der blandt andet inkluderer Glorias børn og eksmand.

Så skarpt fortalt en familiesammenkomst har jeg sjældent set. Lelio og skuespillerne formår at kombinere oprigtig varme, mens en smertefuld fortid lurer lige under overfladen for alle involverede.

Det er lige dele sjovt og rørende.

Og sådan er det generelt med Gloria Bell.

Gloria Bell anmeldelse
Foto: Angel Films

I modsætning til Lelios seneste film, den kølige Ulydighed, er Gloria Bell ved at sprænges af både humor og hjertevarme.

Varmen spreder sig også ud i Natasha Braiers smukke fotografering, mens Matthew Herberts musik hører blandt det bedste, jeg har hørt længe.

Og så er der selvfølgelig det discoficerede soundtrack, som måske ikke er så mærkeligt endda.

For de storslåede popsange er måske netop den perfekte illustration af de komplekse følelser, som et helt almindeligt liv er spækket med.

Også selvom man har bevæget sig ind i dets sidste halvdel.

Julianne Moore lyser lærredet op i Sebastian Lelios forfriskende og disco-glaserede portræt af en helt almindeligt usædvanlig kvinde.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer