Air anmeldelse: Let og luftig

Air er en passende titel til instruktør Ben Afflecks filmatisering af historien om verdens mest populære gummisko.

Ikke kun fordi de pågældende sko, Air Jordans, netop har luft i sålerne. Og heller ikke kun fordi manden, som skoene tager deres navn fra — verdens måske bedste sportsudøver nogensinde: Michael Jordan — tilsyneladende kunne gå på luft.

Nej, Air er i sig selv også fyldt med luft.

Luft af den gode slags, der vælter ud af lungerne på et veloplagt hold skuespillere med Matt Damon i front, når de får fat i så vellavet og kækt et manuskript, som det Alex Convery har skruet sammen.

Den slags luft, der som helium kan forvandle en fortælling om et enormt firma, der blev endnu større på ryggen af en sportsudøver, til en velkendt underdog-fortælling om en gruppe mænd, der med held og geniale ideer skaber historie.

Men også den slags luft, som pumpes i en film, når man med løs hånd og ikke alt for meget eftertanke spreder velkendt 80’er musik og popkultur ud over en film i et forsøg på at holde tempoet oppe.

Det lykkes for Affleck, for Air er aldrig mindre end underholdende, men den fjerde montage med kendte 1980er brands eller den syvende reference til Rocky, The A-Team og Karate Kid slider altså også lidt på tålmodigheden.

Det gør til gengæld ikke skuespillerne.

Matt Damon er perfekt castet i hovedrollen som Sonny Vaccaro, der spotter den kommende ikonstatus i den unge Michael Jordan og kæmper for at få ham i stald hos Nike.

Men det er de små roller omkring Damon, der for alvor får Air til at svæve.

Jason Bateman er perfekt som smådesperat markedsføringsmand, og Affleck udnytter sin egen kemi med Damon i rollen som firmaets 80er-buddhistiske-yuppie af en topchef.

Men det er ingen ringere end Chris Tucker, der løber med opmærksomheden i en varm og skideskæg præstation, der fik mig til at ønske ham tilbage på det store lærred i langt højere grad.

Og så har jeg ikke engang nævnt Viola Davis — der får lov til at spille gift med sin virkelige ægtemand Julius Tennon — som Jordans skarpe mor, eller en kort optræden fra en veloplagt Marlon Wayans.

Air flyver afsted gennem sin fortælling, der selvfølgelig hurtigt forvandles til en hyldest til Michael Jordan, der i filmen kun ses fra ryggen og derigennem bevarer sin ikonstatus.

For et ikon er både Jordan og de berømte sko, hvis logo og design er allemandseje selv herovre i det fjerne Europa og for en absolut ikke-sportsinteresseret som undertegnede.

Af samme grund er det svært ikke at blive revet med, når ikonografien skabes med så megen lethed og humor, som tilfældet er det i Air.

At det ofte forvandler filmen — på trods af en smule tvetydighed — til en slags hyldest til kapitalismen, stinkerige sportsstjerner og millionærer, der får fremstillet billige sko i østen og solgt dem i vesten, er måske sværere at sluge.

Men Affleck og kompagni gør nu deres bedste for at det er så nemt, som at trække vejret.

Air er fyldt med veloplagte skuespillere og er en oprigtigt sjov fortælling om tilblivelsen af et ikon — både skoen og manden.