The Pope’s Exorcist anmeldelse: Mød Fader Amorth

Hør her, lad mig sige det ligeud.

Grunden til at se The Pope’s Exorcist er Russel Crowe i rollen som Fader Amorth.

For den New Zealandsk/australske skuespiller har lagt sine store lapper på rollen som Vatikanets virkelige over-exorcist i over 30 år.

Når en mand som Russel Crowe dukker op i et lavbudgetteret dæmongys, er det nemt at frygte, at han vil sove sig igennem rollen.

Men tro mig, Russel Crowe er vågen, når han — og i mindre grad filmen omkring ham, får skabt en gyserhelt så stærk, at jeg håber han laver 10-12 film mere.

For Crowes nede-på-jorden djævleuddriver, der kører på scooter gennem Roms gader og joker om VM, når han taler med dæmoner, er præcis den lettere campede medicin, jeg ikke vidste, jeg havde brug for.

For mig var The Pope’s Exorcist mere superhelte-oprindelseshistorie end selvstændig gyser.

For det er næppe mange, der vil hoppe voldsomt i sædet over filmen habile, men uimponerende The Conjuring-efterabende gys, der lader små børn være djævelske og bankelyde fylde et nedlagt kloster.

Men at se Crowes Fader Amorth finde en kraniebelagt brønd forseglet af Vatikanet selv — hvor Franco Nero selvfølgelig er paven — se det er underholdning.

The Pope’s Exorcist er mere pulpet eventyr end maveknugende gys.

Men sikke en pulphelt, der kan bære bevidstheden om at hans job både er ekstremt fjollet og livsafgørende.

Imens får et snedigt manuskript gjort den katolske kirke til den delvise skurk, som vi godt ved, at de er i virkeligheden, og det gør det lettere at heppe for Amorth.

Crowe er kæk og selvsikker, som kun han kan være det, og lader til at være gået ind i projektet helt uden genrefordomme.

Og The Pope’s Exorcist får — på trods af sine mangler — opbygget et stærkt univers.

Filmen smiler ikke en eneste gang, når den lader Amorth dukke op til en exorcisme i Spanien, på den samme Lambretta scooter, vi så ham køre rundt på i Roms gader tidligere i filmen.

Fly er bare ikke Fader Amorths stil.

I filmens katolske univers bliver superhelte-suit-up sekvenser erstattet af overraskende dybfølte skriftemål; for djævelen kan selvfølgelig ikke lugte skriftede synder.

Det er lige så fjollet, som det er smågenialt, og gør The Pope’s Exorcist til en mindeværdig oplevelse.

Jeg håber på efterfølgerer, men jeg håber til gengæld også at efterfølgerne får en stærkere instruktør end Julius Avery.

For som med Overlord instruerer Avery sit gakkede materiale så konventionelt, at det hele tiden er lige ved at underminere løjerne.

En James Wan, Fede Alvarez eller — satan være lovet — Sam Raimi havde nok gjort The Pope’s Exorcist til en moderne klassiker.

Men Avery kommer alligevel lidt efter det i en veloplagt finale, der for alvor lader dæmonerne folde sig ud. Næste film må gerne starte på det niveau.

Og ellers så skal filmskaberne være velkomne til at sende Crowes Amorth på flere eventyr. Han er reelt set en bedre gyserhelt end Warren-parret fra The Conjuring, fordi virkelighedens Amorth ikke har helt samme kyniske svindler-stank hængende på sig.

Ikke at filmen har meget at gøre med virkeligheden.

Nu kan vi bare krydse fingre for, at Amorths Lambretta scooter snart kører ud og finder flere dæmoner, og hvis han løber tør for dem, så bare gå efter Jason eller Freddy.

Amorth skal nok gøre kål på dem.

Russell Crowe er fremragende som kæk exorcist i pavens hemmelige tjeneste, og gør The Pope’s Exorcist til et underholdende gyserridt af den pulpede slags.