Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves anmeldelse: Over-eller underkvalificeret nørd?

Det er vigtigt at vide, hvor en filmanmelder kommer fra, så man kan tage det de skriver i den rette kontekst.

Og hvad Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves angår, er jeg muligvis den mest overkvalificerede danske filmanmelder.

Jeg har spillet bordrollespil i over 20 år, og en mere end solid portion af den tid er foregået i forskellige udgaver af verdens mest populære rollespil: Dungeons & Dragons eller D&D.

Ikke alene har jeg spillet det. Jeg hører til gruppen af de ultimativt passionerede rollespillere, der hovedsageligt har haft titlen Dungeon Master for andre spillere og tilrettelagt og improviseret eventyrsandkasser, som de kunne tumle rundt i.

Lige nu har jeg tre rollespilsgrupper, der ugentligt tager på eventyr i fantasiverdener formidlet af mig.

Jeg har spillet så meget rollespil, at jeg efterhånden har udviklet mig til rollespillets version af en irriterende musikfan, der insisterer på at kassettebånd bare lyder bedre, når jeg går tilbage i tiden og spiller ældre udgaver af D&D i stedet for den nyeste og mest populære.

Jeg kender filmens fantasyverden så godt, at når de ellers gennemførte danske undertekster velmenende fordansker berømte stednavne, stikker det lidt i hjertet.

Det er så op til dig kære læser, at vurdere, om det er en fordel eller en ulempe, at jeg ved præcis hvorfor druiden i denne nye filmatisering ikke ville kunne de samme ting i spillet.

Eller at jeg bogstaveligt har påtaget mig en dyb rungende stemme ved et spisebord og spillet rollen som præcis den røde drage, der på et tidspunkt dukker op i instruktørerne John Francis Daley og Jonathan Goldsteins film.

For er det vigtigst, at en D&D-film fungerer for en ultranørd som mig, eller for et publikum, der ikke ved, hvorfor det er fedt af hovedpersonen i filmen hovedsageligt kaldes Ed, eller ikke kan kende forskel på Mage Hand og Prestidigitation.

Eller er det i virkeligheden bare vigtigst, at denne nye film overgår det sidste store sats (vi ignorerer direkte-til-DVD efterfølgerne) for D&D på det store lærred fra år 2000, der helt enkelt ikke fungerede for nogen som helst.

De gode nyheder er, at Honor Among Thieves ikke alene overgår sidste forsøg, men både har held med at ramme denne fan og at række ud til publikum langt udenfor inderkredsen.

Honor Among Thieves presser sig nemlig med succes direkte ned i Marvel-skabelonen.

Men filmen leverer faktisk en underdog heltefortælling, der er mindst lige så fyldt med grin som den er med eventyr, og som overgår størstedelen af Marvels seneste output.

Chris Pine er fremragende i hovedrollen som lettere ulden og rapkæftet helt, mens castet omkring også har den helt rette veloplagte kemi.

Hugh Grant løber med filmens største grin, mens også Michelle Rodriguez får lov til at vise sine pinligt underudnyttede vittighedsmuskler.

Det vækker minder om den første Guardians of the Galaxy, når en umage gruppe sympatiske antihelte af umiddelbart egoistiske grunde rodes ind i et ondskabsfuldt komplot, som kun de kan stoppe.

John Francis Daley (som meget berømt selv spillede D&D i den elskede ungdomsserie Freaks & Geeks) og Jonathan Goldstein følger op på de gode takter fra den ikke helt så vellykkede Game Night.

De har — for det meste — styr på den komiske timing, og så leverer de en række overraskende gode fantasy actionsekvenser, med en visuel opfindsomhed, der efterhånden er gået tabt hos den åbenlyse inspiration Marvel.

Honor Among Thieves er svær ikke at holde af.

Vel er nogle af filmens digitale effekter af svingende kvalitet, men til gengæld har den overraskende mange praktiske effekter, der giver den en helt overlagt bismag af 1980’er eventyrfilm.

Og ja, filmens skurk er lige lovligt vagt defineret, særligt for os der kender dem (ham) i forvejen, men sådan er det jo også ofte hos Marvel.

Honor Among Thieves føles aldrig billig eller ironisk, selvom den også er villig til — med rette — at grine af sit univers.

Og vigtigt for mig, så forstår den sit ophav.

Det er en fest at genkende trylleformularer, navne, steder og referencer, når filmen i højhastighed globetrotter sig gennem Forgotten Realms.

Karaktererne føles oprigtig som nogen jeg har set virkelige mennesker lave rundt om bordet.

Et af de mest populære internet-memes om D&D viser, at de fleste spil Dungeons & Dragons starter som Ringenes Herre, men ender som Monthy Python og de skøre riddere.

Og den blanding af ubetinget begejstring for selvhøjtidelig fantasy og galskabshumor rammer Honor Among Thieves noget nær perfekt.

Men filmen rammer noget endnu vigtigere for D&D.

For midt i alle sine jokes og eventyrlig action giver den sig tid til at hælde følelser i sine hovedpersoner.

Det er båndene mellem den umage heltegruppe der for alvor betyder noget, og det ved Honor Among Thieves.

Og de, der har spillet D&D specifikt og rollespil generelt, ved også, at det helt særlige ved spillet, er de bånd, det kan skabe.

For D&D er siden sin fødsel i 1974 mere en historie om evige venskaber og uforglemmelig øjeblikke blandt familie og venner, end det er en historie om drager, mindflayers og legendariske troldmænd.

Det er en hobby, der gennem regler giver voksne mennesker lov til at finde tilbage til den fantasi og sans for leg, som de fleste desværre begraver alt for tidligt.

Og den kærlige legesyge vælter ud af lærredet, når man ser Honor Among Thieves.

Og for legesygen og venskaberne giver denne D&D-spiller muligvis filmen en filmanmelder-stjerne mere end de fleste.

For når D&D-filmen fanger det, så er det helt i orden, at den til tider bøjer og bryder reglerne for at lave en mere fængende historie, eller på andre tidspunkter fortæller sin historie noget kluntet.

Det gør enhver god Dungeon Master alligevel også.

Der findes måske nok en endnu mere imponerende, endnu mere rammende D&D-film et sted i fremtiden.

Men det her — sagt fra Danmarks måske mest overkvalificerede anmelder — er fandeme en god start.

Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves er en fryd for fans og en usædvanligt veloplagt eventyrfilm for uindviede.