Shazam! 2: Fury of the Gods anmeldelse: Superheltefilmens underdog
Shazam! 2: Fury of the Gods er for lang. Gode skuespillere er spildt i de tyndbenede skurkeroller. Effekterne er ujævne, og så er det endnu en superheltefilm i en tid, hvor det sidste nogen mangler, er endnu en superheltefilm.
Men det betyder næsten ikke noget for denne veloplagte efterfølger, der som en superheltefilmens underdog tager endnu en overraskende sejr hjem, efter den charmerende første film.
For netop charmen og hjertet er tilbage.
Zachary Levi har en uimodståelig kødhoved-charme som den drengede supermand, og filmen fjoller sig gennem sit kulørte og mytologisk inspirerede plot med så let hånd, at man nemt glemmer, hvor fjollet det hele er.
Og så har den en overstrømmende og næsten barnlig kærlighed til både sine egne karakterer og superhelte helt generelt, som det for mig er umuligt ikke at blive smittet af.
Ponysmasher himself — bedre kendt som den sympatiske svenske instruktør David F. Sandberg — er igen bag kameraet, og han er noget nær den perfekte mand til jobbet.
Sandberg er en hjemmebagt filmskaber, der får mindst lige så meget glæde ud af at finde kreative løsninger under økonomiske begrænsninger i sine egne smågeniale kortfilm, som at arbejde i blockbuster-land.
Sandberg viderefører også stolt en efterhånden velkendt dukke-cameo i DC universet, og finder selvfølgelig også plads til sin kone Lotta Losten.
Sandbergs opfindsomhed under stramme rammer passer fint til Shazam! 2, der selvsagt ikke er en lavbudgetfilm, men heller ikke ligefrem er i direkte konkurrence med Avengers, noget filmen selv er helt klar over.
Alligevel får Sandberg leveret en række velfungerende superhelteaction og sjove ideer med visuel opfindsomhed.
En del af humoren rammer ikke helt rent, men det gør teenageres humor også sjældent hos voksne, og Shazam! 2 har en ligefrem venlighed, der alligevel gør det svært ikke at smile.
Og netop underdog-tonen antyder måske en vej frem for et DC-univers på film under ny ledelse af James Gunn.
For måske er det nemmere at skabe sammenhæng og en unik tone i periferien af tegneserieuniverset end hos DC’s mest berømte giganter.
Præcis som Gunn selv gjorde det i The Suicide Squad og Peacemaker og som Cathy Yan gjorde det i den undervurderede Birds of Prey.
Men selv hvis det bliver det sidste vi ser til Shazam, så er Shazam! 2 en gennemcharmerende og varmhjertet superhelteoplevelse fjernt fra Marvels uendelige sæbeopera og DC’s tidligere påtaget dunkle film.
Hvis bare hjertet er på rette sted, må man gerne være uperfekt.
Shazam! 2 er endnu et varmhjertet superhelteeventyr, der finder frem til barneglæden ved superhelte uden at strække sine ambitioner for langt.
