Shazam! anmeldelse: Den indre superhelt
DC’s nyeste superheltefilm er skræddersyet til enhver 12-årigs indre superhelt, måske også på bekostning af mere voksne fans.
Men det er nu alligevel forfriskende fra et selskab, der næsten har druknet sig selv i påtaget dunkle film, der har haft svært ved at finde en velfungerende tone.
Særligt i sammenligning med mastodonterne hos Marvel.
Men i Shazam er mørket væk, til fordel for enhver unge superheltefans ultimative drøm.
For hvilket barn ville ikke gerne kunne forvandle sig til en superhelt med et enkelt ord?
Det er præcis den evne 14-årige Billy Batson får, da han skænkes den tidligere Shazams overmenneskelige evner for at beskytte verden.
Nu er det kun et ord, der skiller plejebarnet Billy fra et være en muskelsvulmende og fuldvoksen superhelt.
Det er Big med superheltekappe.
Tom Hanks klassikeren får da også mere end en forbipasserende reference, når den 14-årige afprøver sine nyfundne kræfter under kyndig vejledning fra sin nye plejebror Freddie – drilsk spillet af Jack Dylan Grazer.
Det er en fornøjelse at se de to teenagere afprøve rækkevidden af Billys evner, og både unge Asher Angel og Zachary Levi er charmerende og sjove i dobbeltrollen som superhelten.
Samtidig giver det den svenske instruktør David F. Sandberg mulighed for at udfolde sit talent for enkle men effektive visuelle tricks, når de to drenge uploader super-eksperimenterne til YouTube.
Sandberg startede selv sin karriere med hjemmebryggede kortfilm på nettet, og han får det bedste ud af de nogle gange lidt begrænsede visuelle effekter – og så hiver han i øvrigt sin kone Lotta Losten med fra kortfilmene til en cameo på det store lærred.
Den slags hygge er typisk for Shazam! der på samme tid er DC’s hidtil mindste film, men også den mest menneskelige. En oprigtig barneglæde ved superhelte stråler ud af filmen, der kommer langt på sin charme alene.
Billys plejefamilie og forgæves jagt på sin forsvundne mor er et overraskende velfungerende dramatisk centrum for de barnlige superløjer, og fører til en velfungerende finale, der blander de to verdener.
Men ingen superhelt uden skurk og Mark Strongs Dr. Sivana hører desværre til den mere enstrengede af slagsen. Heldigvis er hans monstrøse håndlangere et overraskende uhyggeligt bekendtskab, der vækker minder om hyggegysene i Ghostbusters.
Løjerne fører selvfølgelig til en forlænget tjubang finale.
Sandberg holder heldigvis skalaen forbavsende smal, men han lader alligevel den muntre Shazam! svulme op til en spilletid den ikke helt kan klare.
Men det stopper ikke Shazam! fra at være blandt de bedste film fra det moderne DC.
Og så har den endda en ingrediens som både den underholdende Wonder Woman og den skrupskøre Aquaman mangler.
Den har hjerte.
Shazam! vækker den indre superhelt med en charmerende superheltefortælling, der ikke lægger skjul på sin egen barnlige glæde.
