Den sidste gentleman anmeldelse: En elegant afsked

Hvis Den sidste gentleman for alvor bliver Robert Redfords afslutning på en næsten 60 år lang karriere i film, så kunne hverken han eller os fans have ønsket en bedre afsked.

For Den sidste gentleman er en tilnærmelsesvis perfekt hyldest til den amerikanske filmstjerne.

Det er de færreste store stjerner, hvis sidste film også hører til deres bedste, men sådan er det med Den sidste gentleman.

Hvis Den sidste gentleman bare bød på Redford i rollen som den aldrende bankrøver Forrest Tucker, ville det sådan set have været rigeligt.

Få andre ville være helt så magnetiske i rollen som en bankrøver, der mere røver banker ved hjælp af sit charmerende væsen, end den pistol han har under tasken.

For hvem ville egentlig ikke have lyst til at tømme bankboksen, hvis en smilende høflig Robert Redford bad om det.

Rollen er mildt sagt skræddersyet til den 82-årige stjerne, der stadig forstår at skrue charmen på, men også skabe en enigmatisk udstråling fra bag de blå øjne.

Den sidste gentleman anmeldelse
Foto: Scanbox

Den sidste gentleman er en skamfuld hyldest ikke kun til bankrøveren Forrest, men i særdeleshed også til skuespilleren Robert.

Når Forrest siger, at han aldrig har redet en hest, vil de fleste filmfans nok se Redford som The Sundance Kid for det indre øje. Når filmen også afslører Forrests kriminelle baggrund, er det også umuligt ikke at tænke, at han lige så godt kunne være en ældre udgave af Redfords ‘Shaw’ fra The Sting.

På den måde bygger Den sidste gentleman ovenpå over et halvt århundredes opsparet filmnostalgi med fortællingen om en mand, der nægter at stoppe, fordi legen stadig er god.

Men Den sidste gentleman er mere end bare en effektiv gåtur ned af nostalgiske stier.

Instruktør David Lowery har nemlig skabt en ualmindeligt elegant film.

Den sidste gentleman anmeldelse
Foto: Scanbox

Ved hjælp af filmgryn, zooms og masser af telelinser gør Lowery sit bedste for at få Den sidste gentleman til at virke som en film fra 1970erne.

Men Den sidste gentleman bliver aldrig en hul stiløvelse. I stedet føles filmen tidløs, på en måde som det ellers kun er instruktører som Quentin Tarantino, der kan opnå.

Når så Daniel Harts fremragende jazzede musik drysses generøst ud over det hele, så er det svært ikke at smile hele vejen igennem.

Redford får også skarp konkurrence fra Casey Affleck, hvis betjent i en alder af 40 er lige så livstræt som Redfords aldrende bankrøver er livsnyder.

Men politiet får sit hyr med at fange den ustoppelige Forrest, der har en lang række fængselsflugter bag sig, og som tydeligt lever allermest, når han bryder reglerne.

Det gør han iøvrigt som leder af en bankrøverbande, der består af ingen ringere end Danny Glover og Tom Waits.

Den sidste gentleman anmeldelse
Foto: Scanbox

Og så har jeg slet ikke nævnt den fantastisk underspillede romance med en fremragende Sissy Spacek i centrum.

Måske vil Forrest endelig binde sig til et almindeligt liv og droppe de evindelige røverier?

Som Tom Waits’ Waller minder ham om, bor han jo trods alt lige overfor en kirkegård.

Men det tager Forrest sig ikke af.

Og tilsyneladende heller ikke Redford, der med Den sidste gentleman rider ud i Hollywood-solnedgangen, præcis som vi kender ham.

Som et ikon.

Robert Redfords afsked med det store lærred er en udelt fornøjelse. Den sidste gentleman er en værdig hyldest til et ikon, og en fantastisk charmerende film i sin egen ret.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer