Tårnet anmeldelse: Når animation slår hårdere end virkelighed

Animation får alt for sjældent lov til at repræsentere virkeligheden. I hvert fald i de danske biografer.

Som regel inviterer animationsfilm os med til storslåede fantasiuniverser, men der sker noget helt specielt, når animation bruges til at sige noget om den barske virkelighed.

For netop det fremmedgørende ved animation kan bringe virkeligheden tættere på end selv den mest realistiske live-action film eller hårdtslående dokumentar.

Tænk bare på instruktør Ari Folmans berømte Waltz With Bashir, der vel hører blandt de bedste og barskeste film om invasionen af Libanon. Selvom – eller måske fordi – den er animeret.

Chancen for igen at blive smidt ind i virkeligheden gennem udtryksfuld animation er grund nok til at smutte i biografen og fange instruktør Mats Groruds film Tårnet på det store lærred.

Faktisk er Tårnet en usædvanlig god følgesvend til Waltz With Bashir. Begge film handler om Israel og Palæstina.

For hvor Waltz With Bashir angreb grusomhederne fra en israelsk soldats synspunkt, så fokuserer Tårnet på en palæstinensisk flygtningelejr.

Eller lejr er måske så meget sagt.

For Tårnet foregår i en af den slags lejre, der for længst har forvandlet sig fra en flok telte til en veletableret betonghetto.

Sådan går det, når et folk skal leve i 70 år væk fra deres hjemland. For siden 1948 og dagen der for palæstinensere er kendt som Nakba – katastrofen – har størstedelen af det palæstinensiske folk levet uden eget land.

Det vil med andre ord sige at flere generationer efterhånden er vokset op i de såkaldte lejre, og det er netop det Tårnet hjertevarmt udforsker.

I centrum står den 11-årige pige Wardi.

En dag får hun nøglen til sin oldefar Sidis barndomshjem. Betyder det mon at gamle Sidi har mistet håbet om nogensinde at komme hjem?

Det prøver Vardi at finde ud af på en enkelt dag i samtale med en række af sine familiemedlemmer, der breder sig over fire generationer.

I Tårnet bliver det til en fortælling, der trækker tråde fra nutidens flygtningelejr og helt tilbage til tiden før 1948.

Det hele fortælles i enkel, men udtryksfuld animation.

Flygtningelejren vækkes overbevisende til live med klassisk stop-motion. Det giver masser af tekstur og taktil fornemmelse til det barske liv i flygtningelejren.

Stop-motion animationen fungerer perfekt til at vække lejrens dagligdags detaljer til live. Om det er en bedstefar, der kæmper med at få TV’ets fjernbetjening til at virke, eller Wardi der ømt får placeret en duefjer i håret.

Karakterdesignet er simpelt, men rummer mange rammende menneskelige detaljer, der gør figurerne overraskende menneskelige.

Men instruktør Mats Grorud forlader både hverdagen og stop-motion, når Wardis familiemedlemmer dykker ned i den Palæstinensiske historie.

Her bliver Tårnet straks mere grusom, når den opruller konflikten mellem Israel og Palæstina i smukke 2d-animerede sekvenser. Her træder 70 års historie badet i blod frem, og tydeliggør den vægt og længsel nulevende palæstinensere bærer på skuldrene.

Det er forbløffende effektivt og ofte rørende og Tårnet mister aldrig sin humanistiske indgang til krigens rædsler.

Af samme grund er det ikke svært at se igennem fingre med et et tempo, der måske lidt for ofte skifter fra det meditative til det kedelige.

For når håndanimerede dukker bringer virkeligheden så tæt, er det næsten magisk.

Tårnet vækker konflikten mellem Israel og Palæstina gribende til live med udtryksfuld animation og et blødende hjerte for det palæstinensiske folk.