Pet Sematary anmeldelse: Kings filmatiseringsforbandelse

De fleste kombinerede film- og Stephen King-fans ved, at der hviler en forbandelse over filmatiseringer af den mega populære forfatters værker.

Hvis du – som jeg – hører til den gruppe og øjnede en mulig bølge af vellykkede King-film efter den forbavsende gode It, så har jeg dårlige nyheder.

Pet Sematary beviser – som The Dark Tower også gjorde det – at det stadig kun er højst 20% af King-filmatiseringer, der for alvor er værd at se.

Pet Sematary har æren af at være Kings muligvis mest dunkle bog.

Kings fortælling kombinerer den klassiske gyserhistories simplicitet – tænk Abehånden – med en række sympatiske og troværdige karakterer, der trækkes gennem forfatterens allermest sorgfyldte og nihilistiske ideer om døden og livet.

Det lykkedes den første filmatisering af Pet Sematary fra 1989 kun delvist at fortolke til det store lærred, men den er ikke uden charme.

Den nyeste udgave instrueret af Kevin Kölsch og Dennis Widmyer lykkes til gengæld næsten ikke med noget som helst.

Pet Sematary anmeldelse
Foto: UIP

Ideen er – vist nok – at gå tilbage til Kings oprindelige fortælling.

Men hvor Kings bog er gennemsyret af en dybt ubehagelig grundfølelse og forfatterens fantasifuldt hårdtslående overnaturlige gys, så er Pet Sematary fra gyserskolen af HØJE LYDE.

Filmen virker bange for at kede, og starter derfor med slutningen og et blodigt brændende hus, hvis nu vi skulle være i tvivl om at det hele ender galt.

Den centrale familie er knapt introduceret inden den lille datter har begivet sig ind i den tågede skov og fundet titlens kirkegård.

Men den er åbenbart ikke uhyggelig nok, så en spooooky parade af børn med dyremasker skal selvfølgelig også tilføjes.

Pet Sematary anmeldelse
Foto: UIP

Derefter tøffer Pet Sematary sig igennem den oprindelige fortælling i en udgave, der på samme tid er alt for slavisk og plages af bizarre ændringer.

Pet Sematary plages af en halvdårlig børnepræstation og et fladt filmsprog, der mere får den til at ligne en af Kings mange TV-filmatiseringer end en egentlig biograffilm.

Gysene udebliver, mens filmen sløvt genfortæller den oprindelige historie. Det er forglemmeligt, men sådan set tilforladelig nok, indtil filmens sidste tredjedel hvor tingene kører af sporet på mere end en måde.

Pet Sematary anmeldelse
Foto: UIP

Kernen i Kings historie er stadig så stærk, at jeg nødigt vil ødelægge oplevelsen for nykommere, men den nye Pet Sematary laver et par tåbelige ændringer.

Det virker mest som et forsøg på at overraske fans af King, men det underminerer filmens gennemslagskraft, der tydeligvis ikke ved, hvordan den gør bogens dunkle gys til en moderne bøh-film.

Flere af filmens potentielle højdepunkter udfolder sig mere ufrivilligt komisk end hårrejsende.

Men det er selvfølgelig også svært at arbejde med børn og dyr.

Pet Sematary anmeldelse
Foto: UIP

Helt galt går det da filmen når frem til en ændret slutning, der mere gør Pet Sematary til en forfejlet sorthumoristisk vits end et skarpt gys.

Det bedste jeg kan sige er desværre, at det er hyggeligt at se John Lithgow som den skiftevis ildevarslende og hjertevarme nabo Jud.

Vi går flere King-filmatiseringer i møde. Flere af forfatterens filmatiseringsaftaler er ved at udløbe, og nye kræfter står derfor klar til at genfortolke hans værker.

Men det kan godt være, at skaberne bag Pet Sematary skulle have taget gamle Juds råd, inden de genoplivede et af Kings bedste gys på det hvide lærred.

Sometimes, dead is better.

Med sløve gys og klodset historiefortælling beviser Pet Sematary desværre kun, at Stephen Kings mest dunkle bog stadig opleves bedst i sin oprindelige form.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer