65 anmeldelse: Længe leve filmdinosaurer
Lad os lige sammen bruge denne lejlighed, til at fejre alle de gode film med dinosaurer.
Jeg har hverken mulighed eller plads til at nævne dem alle sammen her, men måske jeg alligevel kan pege dig i retning af et par stykker, du har overset.
Hvis du f.eks. ikke har set instruktør Harry O. Hoyts filmatisering af Sir Arthur Conan Doyles klassiske roman Den forsvundne verden, så er det bare med at komme i gang.
Hvor kan du ellers se en helt tidlig stop-motion brontosaurus på slap line i Londons gader.
Eller hvad med legendariske King Kong, der både i sin originalversion og Peter Jacksons remake (vi glemmer de andre film) viser, hvordan man lader mytiske urtidsvæsner gå i clinch så biografsalen ryster.
Glem selvfølgelig heller ikke Don Chaffeys Kæmpeøglernes kamp — One Million Years B.C. — der nok til tider er mere interesseret i at vise Raquel Welch frem på lærredet end kæmpeøgler, men stadig er fyldt med dino-magi fra anmationsmesteren Ray Harryhausen.
Listen er næsten uendelig. Den tårepersende Landet for længe siden, Rejsen til jordens indre — med James Mason og ikke Brendan Fraser og selvfølgelig Spielbergs lige dele magiske og nervepirrende mesterværk Jurassic Park.
Dinosaurer på film kan være vidunderligt.
Men dinosaurer på film kan også være som 65, der smider Adam Driver ind i rollen som sci-fi rummand og strander ham på jorden i den fjerne fortid, hvor dinosaurerne herskede på jorden.
Det er en god præmis, men desværre fylder instruktørerne Scott Beck og Bryan Woods — der for alvor slog igennem med deres manuskript til A Quiet Place — deres film med kluntet og dræbende forudsigelig historiefortælling, mens de suger alle antræk til ærefrygt og spænding ud af Drivers forhistoriske fjender.
65 burde ellers have været lige til højrebenet, men allerede da filmen tyer til åbenlys tekst på skærmen som håbløst klodset medfortæller (vi er på jorden for 65 millioner år siden!) i en i forvejen ulideligt ekspositionstung prolog, begynder alarmklokkerne at ringe.
Og det fortsætter de sådan set med i den næste halvanden time, mens Adam Drivers rummand flyder fra den ene fortænkte spændingsscene til den næste.
Heldigvis løses hans problemer gerne indenfor 5-7 minutter — ofte med brug af underforklaret scifi teknologi der altid lige kan det der skal til — inden den næste forudsigelige dino-trussel dukker op.
Imens skal Driver selvfølgelig kæmpe mindst lige så meget mod sine egne følelsesmæssige problemer, som mod dinosaurerne i et manuskript, der kombinerer indre og ydre konflikter så banalt, at man skulle tro det var skrevet af ChatGPT.
De er der jo et sted i baggrunden, dinosaurerne, men 65 har ikke den mindste ide om, hvordan den skal gøre dem interessante.
Og blandingen af en truende primitiv fortid og avanceret sci-fi teknologi udforskes ikke tilnærmelsesvist til sit potentiale.
For en bedre udgave af den konflikt skal du opsøge Predator-efterfølgeren Prey.
Det bedste ved 65 er Adam Driver, der gør sit bedste i hovedrollen. Driver fungerer fint som actionhelt, og jeg så ham gerne i flere fysisk krævende roller.
Men som dinosaurfilm ender 65 altså langt nede på listen. Måske et eller andet sted omkring Super Mario Bros.
Men heldigvis er der så mange andre gode dino-film at tage af.
Adam Driver gør sit bedste, men 65 er en både klodset, spændingsløs og skuffende forløsning af en ellers god præmis.
