Scream anmeldelse: Hyggemeta

En gyserfan ligger på sofaen og ser en gyserklassiker, mens han tigger hovedpersonen om at kigge bag sig, for morderen er jo lige der!

Men imens sniger en morder sig ind på ham, for han er selv med i en gyserfilm.

Og den gyserfilm ligger en anden gyserfan på sofaen og ser, mens hun beder hovedpersonen om at vende sig om og se morderen.

Og, ja, imens sniger en morder sig også ind på hende.

Nåh jo, og så er den ene af de to gyserfans med i en film-i-filmen, Stab, som er en filmatisering af de ‘virkelige’ begivenheder, der fandt sted i den oprindelige Scream.

Altså, en genskabelse af, da en skuespiller ved navn Jamie (Kennedy) råbte ‘Turn around Jamie!’ til en skuespiller ved navn Jamie (Lee Curtis).

Det er lige præcis så meta, som en god efterfølger til Scream bør være i 2022.

Og Scream er heldigvis en god efterfølger til…Scream.

Bare rolig, vrede over efterfølgere, der hedder det samme som deres forgængere, skal instruktørerne Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett også nok tage sig af i deres fine genoplivning af den mest metatekstuelle slasher-serie.

I 1996 var det forfriskende, at Scream gjorde uskrevne slasher-regler explicitte, mens den samtidig selv leverede netop en medrivende slasherfilm.

Men når man er nået til film fem og 2022, kræves der selvfølgelig lidt mere, end at være bevidst om at slasher-ofre altid løber op ad trappen i stedet for ud af hoveddøren.

Så Scream giver sig selvfølgelig i kast med vor tids prestige-gys, legacy-sequels og bruger den ikke-eksisterende filmserie Stab, som undskyldning for at tale specifikt om reglerne i Scream-film, i stedet for slashere generelt.

Det fungerer alt sammen rigtig fint i James Vanderbilt og Guy Busicks veloplagte manuskript, men det er også præcis, hvad man kan forvente af en moderne Scream-efterfølger.

Det er hyggemeta helt uden at overraske som originalen gjorde det i sin tid.

Men endnu vigtigere forstår Scream også, de andre elementer, der gjorde originalen til noget særligt.

Blandingen af Agatha Christie-agtig whodunnit jagt på gerningsmanden og det sæbeopera-lignende drama, der nok til tider er lidt klægt, men også oprindeligt var med til at løfte karakteriseringen i slasher-film generelt.

Scream-serien er den eneste slasher-serie, hvor ofrene fortsætter mellem filmene, mens morderen skiftes ud.

Ikke overraskende er det bedste ved den nye Scream da også gensynet med det oprindelige trekløver David Arquette, Courteney Cox og Neve Campbell.

Den nye film gør deres karakterer ære, og særligt David Arquette (der nu er professionel wrestler) er en fornøjelse som en nu noget mere garvet, men også hjerteknust, Dewey.

Der er endda stadig fundet plads til hans musikalske tema – sært nok hente fra Hans Zimmers musik til Broken Arrow.

Og så er det selvfølgelig også stemmeskuespiller Roger L. Jackson, der vender tilbage som stemmen i telefonen, der gerne vil quizze dig på gyserfilm, inden kniven kommer frem.

I forhold til de kendte ansigter blegner det store persongalleri af yngre kræfter lidt. Filmen lider under, at den nye hovedperson simpelthen ikke er ligeså interessant som de gode gamle.

Også selvom hendes baggrund har et snedigt twist indbygget.

Ghostface selv er heldigvis stadig den mest klodsede og hurtigt-løbende af alle slasher-mordere, og hans kniv får lov til at udrette tilpas gysende ubehagelige skader på sine ofre.

Men spændingsscenerne er – selvfølgelig – ikke på højde med Wes Cravens original.

Intet i den nye Scream er lige så gysende godt som originalens åbningsscene eller mordet i garagen.

Men sådan har det også været med både Scream 2,3 og 4.

På den måde er Scream en vellykket hyggegysende tur tilbage til en klassiker. Selvfølgelig står den stadig i originalens skygge, men den er også langt bedre, end den kunne have været, og er muligvis den bedste i serien siden Scream.

Og så kan du se en gyserfan i en sofa se en film, med en anden gyserfan i…

Du ved hvad jeg mener.

Den nye Scream forstår essensen af sit ophav, og ender som både et værdigt slasher-ridt og en vellykket efterfølger.