Hvidstengruppen II – De efterladte anmeldelse: World Trade Center 2

Der er noget virkelig fjollet ved at kalde en film Hvidstengruppen II. Som om en historisk begivenhed uden problemer kan laves til en franchise.

Forestil dig f.eks. en Pearl Harbor 2, World Trade Center 2 eller måske Titanic 2. Ok, nogle af de film eksisterer rent faktisk (Google det), men det er altså ikke til fordel for instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis’ film, at den slutter sig til den klub.

På den anden side er det selvfølgelig en forbedring fra titlen på filmens forgænger Hvidsten Gruppen.

Det må være den grundige research bag filmen, der nævnes i pressematerialet, der nu har afsløret, at Hvidstengruppen faktisk er et sammensat ord.

Samme research ligger til grund for, at en dansk præst i smug sagtens kan aflevere tre flasker levertran og en pølse til en krigsfange, mens en tysk fangevogter kigger direkte på dem.

Eller at nazisterne tilsyneladende henrettede krigsfanger ved hjælp af en guillotine opereret af en grimasserende Winston Churchill-lignende personage komplet med kjole og hvidt, rygende cigar og sort høj hat.

Jeps, du har fanget den. 2 Fast 2 Hvidstengruppen er en bizar filmoplevelse.

En helt og holdent smagløs rundtur i detaljer fra grusomme fra Nazi-fængsler under anden verdenskrig sporadisk klippet sammen med et Morten Korch-lignende Danmark, hvor prustende tykke nazi-sympatisører spytter efter børn og hvæser efter Bodil Jørgensen.

Jeg har ærligt aldrig set noget lignende.

En film befolket af papirtynde karakterer, der drives igennem den ene grusomme behandling efter den anden.

Skulle danske krigsfanger jages af glubske vagthunde for at nå frem til hoveddøren til fængslet? Var alle kvindelige nazister sadistisk smilende Hunulven Ilse-karikaturer, der truende kærtegnede fangernes ansigter med deres læderpisk?

Jeg er selvfølgelig ikke ekspert i anden verdenskrig. Men selvom enkeltdelene måske er historisk korrekte — og jeg er helt sikker på at flere af dem ikke er — så mister de al effekt, når de sættes i en lang guirlande i samme film.

Det er for meget lidelse og for lidt substans.

Bagved fornemmes en desperat higen efter at få publikum til at føle, mens budskabet om krigens grusomhed leveres på den mest banale måde.

Der er allerede alt for mange dårlige film om holocaust og alle andre aspekter af anden verdenskrig.

Historiefortælling om moderne tids måske største tragedie har brug for en skalpel, men Hvidstengruppen har desværre kun en økse.

Skuespillerne kæmper formålsløst mod det sensationslystne manuskript, og den eneste grund til, at Hvidstengruppen II (jamen, det hedder den altså!) ikke ender blandt den absolutte slam i dansk film, er at både lyd, billede og kostumer er kompetente.

Om det er nok grund til at kæmpe sig igennem så klodset en film, står dog for egen regning.

Nu prøver jeg bare at forberede mig mentalt på Hvidstengruppen III: Tokyo Drift.

Hvidstengruppen II er et usmageligt og tyndbenet ridt gennem krigsfangers lidelser. Fortællinger om anden verdenskrig fortjener bedre.