The Batman anmeldelse: Robert Pattinson er hidtil bedste Batman

The Batman anmeldelse: Jeg er skyggerne

‘Jeg er skyggerne’ erklærer Robert Pattinsons inkarnation af Batman ganske tidligt i Matt Reeves fremragende nye film The Batman.

Og det passer: Batman er skyggerne.

Det er nok en af de helt store grunde til, at Batman for millioner af mennesker er en af de bedste og mest rørende fiktive figurer.

Jeg er en af dem. Det kan jeg lige så godt sige med det samme. Jeg kan ikke få nok af Batman, særligt ikke den kappeklædte hævners filmiske inkarnationer.

På et kassettebånd fra julen 1988 — hvor jeg er 3 år gammel — kan jeg høre mig selv begejstret synge med på temaet til Adam West-udgaven af Batman, som kører i fjernsynet i baggrunden.

Du kender den nok: nananananananana-batman!

Ok, lige i den inkarnation er Batman måske ikke den mest skyggefulde superhelt, når skærmen fyldes med kulørte KAPOW og Batman selvfølgelig har en anti-haj spray i værktøjsbæltet.

Det var først nogle år senere, da jeg var gammel nok til at være alt for ung til at se Tim Burtons mega-blockbuster Batman på VHS, at Batman for alvor slog rod.

Det er en både fantastisk og excentrisk film, der forstår at positionere Batman som en outsider.

Jeg tror aldrig, at jeg har identificeret mig helt så meget med nogen anden fiktiv figur, som jeg siden Burtons film har med Batman.

Som bekendt er det ikke altid specielt smart at psykoanalysere sig selv. Men jeg tør alligevel godt sige, at det nok ikke er den utroligt seje bil, og de andre wonderful toys, jeg — og en hær af andre — føler vi har til fælles med Batman.

Det er skyggerne. De traumatiske ar i bagagen fra en voldsom barndom, der for evigt former en som person.

Dem er vi mange, der har delt med Batman. Og vi er mange, der har brugt ham som inspiration, til at bygge noget nyt og bedre ovenpå arrene.

Det forstår Matt Reeves i den nyeste — og ved første gennemsyn en af de absolut bedste — Batman-film.

For jeg skal love for, at Robert Pattinson Batman er traumatiseret. The Batman trækker heldigvis ikke publikum igennem Batmans tidlige oprindelse endnu engang.

Her er ikke en eneste hvid perle på sort asfalt.

Men Bruce Waynes døde forældre hænger alligevel over Pattinsons præstation — og filmens historie — som en ufravigelig, ja, skygge.

Med mørke hårlokker foran de triste øjne og Nirvana på soundtracket er den nye Batman vel nok en af de mest plagede på film — måske med undtagelse af Lego-varianten.

Pattinsons Wayne ville passe fint ind på et følsom grunge-albumcover, men der er ikke et sekund, hvor man ikke både tror på og har ondt af den plagede mand.

For aldrig har Batman været helt så menneskelig, og aldrig har han været helt så rørende. Det er uforligneligt godt arbejde både fra Pattinson og Reeves, at gøre Batman så følelsesmæssigt troværdig.

Og så endda i en film, der er interesseret i at fortælle en markant mere intim historie end stort set alle andre moderne superheltefilm.

For The Batman er ikke nødvendigvis den action-blockbuster man forventer. I stedet er det en intens krimithriller. 

Som hvis David Finchers Se7en og Zodiac og deres sortsynede seriemordere stødte hovedet mod dyk ned i organiseret kriminalitet ala Coppola, Mann eller Scorsese krydret med neo-noir ala Chinatown.

Og så med Batman i hovedrollen.

For første gang på film får Batman lov til for alvor at være ‘the world’s greatest detective’, når han sættes op imod en seriemorder med et budskab. En seriemorder, der kalder sig selv gækkeren.

Og det virker. Det hele virker.

Fra start af strammer The Batman spændingsskruetvingen, så det næppe kun er superheltefans, der vil blive fanget af det snirklede plot.

Imens leverer Reeves, med enorm hjælp fra Greig Frasers vanvittigt smukke billeder og James Chinlunds regnvåde production design, en filmisk oplevelse, der også rammer sanserne.

Det er ganske enkelt fremragende.

Nolans Batman-film spøger i den realistiske gengivelse, men Reeves version er langt mere følelsesladet og samtidig højnet nok, til at han kan jonglere en række af tegneseriens elementer uden at de stikker ud.

Inspirationen fra flere af de store skrevne værker er heller ikke til at skjule, og hardcore bat-fans skal nok blive tilfredsstillet af referencerne.

Det samme gælder for filmens action, der blandt andet inkluderer en overraskende klaustrofobisk biljagt, hvor Batmobilen jager sit bytte som en arrig løve i junglen.

Og så har jeg slet ikke nævnt Michael Giacchinos helt suveræne musik, der byder på det mest ikoniske Batman-tema siden Danny Elfmans mesterstykke.

Eller Zoë Kravitz facetterede præstation som Selina Kyle, eller Colin Farrell som uigenkendelig og dybt underholdende Pingvin.

The Batman har en overflod af gaver.

Alligevel lader filmen sig ikke distrahere af sin egen fantastiske overflade. Reeves ved godt, hvad det handler om.

Så han vender tilbage til skyggerne, og lader historien i sidste ende handle om tre sårede børn, der prøver at skabe orden i kaos på deres egen måde.

Vigtigst selvfølgelig Pattinsons Batman, der i løbet af filmens næsten 3 timer lange spilletid — som flyver forbi — faktisk lærer noget nyt om sig selv.

Noget som Batman efterhånden har lært generationer af os sårede børn.

At det er muligt at eksistere i skyggerne.

Og samtidig være et lys i mørket.

En intens thriller med hårdtslående action og en suveræn præstation af Robert Pattinson. The Batman er den hidtil bedste filmudgave af den kappeklædte hævner.

6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer