Gran Turismo anmeldelse: Blød jazz og biljustering
Nej, Gran Turismo er ikke en tro filmatisering af den ikoniske spilserie, der siden 1997 har været et flagskib for Playstation.
Men eftersom oplevelsen af at spille Gran Turismo hovedsageligt er en blanding af kulørte tekstmenuer, hvor man justerer stort set uforståelige (ok, det er måske bare mig) detaljer på digitale biler og så en overvældende mængde blød japansk jazz, havde en direkte filmoversættelse nok været svær at sidde igennem.
I stedet har instruktør Neill Blomkamp taget udgangspunkt i den (nogenlunde) sande historie om Jann Mardenborough, der via konkurrencen GT Academy havde held til at oversætte sine overnaturlige evner i spillet til ræs i den virkelige verden.
Resultatet er en film sat sammen af resterne fra alle underdog sportsfilm du nogensinde har set, der i enkelte øjeblikke presser motoren (det er en bilmetafor) for at nå ud af sin skabelon uden helt at lykkes med foretagendet.
Filmens største problem er et manuskript uden en eneste overraskelse, men som samtidig har svært ved at bygge karakterer, der er elskelige nok til at overvinde den alt for velkendte historie.
I perioder er Gran Turismo — som også har en noget opsvulmet spilletid — simpelthen for forudsigeligt kedelig.
Det gør David Harbour sit bedste for at rette op på med en underholdende præstation som hovedpersonens gnavpot-mentor med et hjerte af guld.
Desværre er han omgivet af noget stivere skuespil både hos hovedrolleindehaver Archie Madekwe og især hos Orlando Bloom, som sjældent har været dårligere.
Andre steder er det svært at vurdere, om Gran Turismo er selvbevidst eller bare pinlig.
Ved instruktør Blomkamp godt, hvordan det fremstår, når han lader Orlando Blooms PR-mand levere et marketingpitch i en konferencesal tilsat Lorne Balfes højstemte Hans Zimmer-lignende musik.
Er det mon en sarkastisk kommentar fra manden, der lagde ud med den fremragende Paul Verhoeven-lignende blanding af systemkritik og ultravold District 9?
Eller har den sydafrikanske instruktør helhjertet overgivet sig til det mareridt af product placement (Sony, Playstation, Nissan etc. etc.) som Gran Turismo også er?
Svaret er uklart.
Endnu mere problematisk er brugen af den virkelige dødsulykke som Jann Mardenborough var del af i 2015, og som filmen flytter i tid for at skabe følelsesmæssig drivkraft til den store finale.
Det er ikke god smag.
Til gengæld kan man så sætte pris på Neill Blomkamps sans for billeder, når han iscenesætter racerløbene med brug af mikrokameraer i bilernes cockpit og svimlende droneoptagelser krydret med sømløs brug af special effects både af den usynlige og stiliserede slags.
Det er ubetinget filmens bedste kort, selvom Gran Turismo også her spænder ben for sig selv ved af skamklippe racerløbene med en hastighed, så scenerne mere giver en vag fornemmelse af støj og bevægelse, end den maveknugende fornemmelse af fart som forlægget er mester i.
Først filmens sidste ræs, der sætter klippetempoet ned til fordel for længerevarende optagelser, opnår for alvor at placere publikum i de vanvittge fartmaskiner, som det hele handler om.
Alligevel er det underholdende nok at overvære.
Det gælder også filmens prolog og epilog, der nok er mest tro for spillenes selvhøjtidelige tone, og giver plads til spillenes skaber Kazunori Yamauchi og hans Polyphony Digital.
Den del skal fans af spillet nok sætte pris på, når Yamauchi helgenkåres for sin helt særlige spilserie.
Og det er sådan set berettiget nok.
Gran Turismo har siden 1997 været en kombination af hyperrealistisk sans for detaljen, svimlende grafiske landvindinger, absolut bilfetischering og en helt særlig personlighed — det var den der bløde jazz, vi snakkede om tidligere — der gør spilserien til en uundgåelig del af spilhistorien.
Gran Turismo bliver aldrig glemt.
Spillene altså, ikke filmen.
Gran Turismo byder på øjeblikke af stor underholdning, men har for svært ved at slippe ud af en forudsigelig skabelon.
