Boy Kills World anmeldelse: Actionperlerne
Inkarnerede fans af actionfilm — en klub jeg godt tør kalde mig selv medlem af — ved godt, at actionperlerne nogle gange skal findes i et meget stort og tomt hav.
Når mainstreamfilmene i perioder ikke helt kan levere god action, så må man søge til det der med tiden er gået fra at hedde direkte til video, direkte til DVD, direkte til Blu-Ray og nu direkte til streaming.
Og perlerne fra det hav kommer ofte op af vandet ret beskidte, så de skal renses lidt, før man ser det hvide skinnende materiale nedenunder.
Man skal se omkring begrænsningerne for at se kvaliteterne.
Det vil alle, der har argumenteret for, at diverse Scott Adkins-film faktisk var de pågældende års bedste actionfilm vide.
Eller hvis man har haft en snak om, hvorfor Universal Soldier: Regeneration og Day of Reckoning ikke bare er bedre end originalen, men nogle af sin tids bedste actionfilm vide.
Og sådan føles det som om jeg burde kunne gøre med instruktør Moritz Mohr actionfilm Boy Kills World.
Bare lige vaske den lidt, og så se den uperfekte, men smukke perle indenunder.
Desværre kan jeg bare ikke helt få skidtet af.
Det er ærgerligt, for der er mange ting at holde af i den energiske actionfilm.
Boy Kills World har et legesygt filmsprog fyldt med dronefotografering og et konstant bevægeligt kamera, der forsøger — med streg under forsøger — at understøtte actionscenerne med filmiske tricks.
Den har en hæsblæsende sans for humor, der ikke ser sig for fin til noget.
Så har den også Bill Skarsgård, der i en scene har verdens mest definerede mavemuskler og kaster sig ind i actionscenerne med lige så stor kraft, som han bruger sit udtryksfulde ansigt til jokes i rollen som filmens døvstumme helt.
Skarsgård er ubetinget det bedste ved Boy Kills World, og hans præstation har faktisk givet mig blod på tanden til den kommende genfilmatisering af The Crow, som jeg ellers ikke var specielt interesseret i.
Så har den også altid fremragende Yayan Ruhian — som slog igennem med mesterværket The Raid — i en markant rolle, der både bruger hans karisma og kampevner.
Og søreme om ikke også endnu en actionfavorit Andrew Koji dukker op.
Men…intet af det er helt så godt som det lyder.
For løjerne trækkes ned af et overfortalt manuskript, der foregår i en visuelt grim Hunger Games-lignende verden med en 10 år gammel internethumor, der stort set ikke ramte hos mig en eneste gang.
Der er et problem, når flere jokes trækkes ud til spillefilmslængde.
Det gælder f.eks. den decideret belastende overgjorte voiceover leveret af H. Jon Benjamin, som filmen har en forklaring på, men aldrig lykkes med at gøre sjov.
Boy Kills World har en konstant sarkastisk distance til sig selv leveret gennem overvældende ordflomme fra et manuskript, der virker som om det kunne have været noget med en 3-4 omskrivninger mere.
Og selvom filmsproget er energisk, så underminerer både klipning og kamerabevægelser for ofte filmens actionscener i stedet for at støtte dem.
Det er synd, for i enkeltbilleder har filmen en række fine actionbeats. De får bare — med undtagelse af en veloplagt finalekamp — aldrig den passende plads i filmens fortælling heller.
Resultatet er desværre mere støjende miskmask end legesygt actionridt, selvom både entusiasmen, villigheden og kærligheden til actiongenren tydeligvis er til stede.
Måske Moritz Mohr leverer en skinnende actionperle næste gang, men den her er — på trods af kvaliteter — simpelthen lidt for svær at få skyllet ren.
Boy Kills World er både legesyg og actionglad, men desværre også usjov og støjende på alle de forkerte måder.
