Cobweb anmeldelse: I Poes navn
Jeg forstår ikke helt, hvorfor den danske distributør af Cobweb ikke har ventet med at sende den i biffen til Halloween.
For Cobweb er en positiv lille overraskelse af en gyserfilm.
Instruktør Samuel Bodins spillefilmsdebut havde været perfekt adspredelse sidst i oktober. Men nu kan den så fungere som en slags opvarmning, for alle os der går og venter på at åbne (endnu mere) for gysersluserne, når græskarrene kommer i supermarkedet.
I Cobweb er der ikke brug for at hente græskar i supermarkedet, for stakkels lille Peter har selvfølgelig et overdimensioneret græskarbed i baghaven.
Han har også et af de mere dunkle børneværelser, som jeg har set; komplet med et (og kun et) kirkelignende vindue, der kun fanger månelys og selvfølgelig også en gigantisk knirkende dør.
Hans skumle forældre — som Lizzy Caplan og Antony Starr morer sig med at overspille tiltagende urovækkende — serverer verdens klammeste græskarsuppe til aftensmad.
Skolens ellers flinke vikar læser Edgar Allan Poe for klassen.
Og nåh ja, så lurer der tilsyneladende noget inde i væggen på Peters værelse.
Nej, det er ikke rotter eller et bankende hjerte, men at en fæl familiehemmelighed er skjult i Peters lille familie står hurtigt klart.
Cobweb omfavner med et dunkelt glimt i øjet det klassiske gotiske gys, når storøjede Peter og hans næstekærlige vikar Miss Devine opruller, hvad der egentlig lurer mellem linjerne i Peters hus.
Det er lang tid siden jeg har set en film, der føles helt så meget som en forlænget gysernovelle af den myrekrybende slags.
Samuel Bodin holder igen med gimmicks og billige chok, mens han satser på snigende stemning og omfavner sin fortællings pulpede elementer.
Cobweb er ikke en dyr produktion, og udspiller sig reelt set ikke i mere end en håndfuld rum, men filmen kender både sine produktions- og fortællemæssige begrænsninger, når den skærer ind til benet i sin simple, men fængende, gyserhistorie.
Det er ellers nemt at afskrive Cobweb som endnu en film, der burde være smidt på streaming, men i stedet fortjener den faktisk et stort lærred.
Instruktør Samuel Bodin forløser sine begrænsede midler med på en gang tilbageholdende og velvalgt filmsprog, og Cobweb holder dampen oppe i alle 88 minutter.
Vel vokser de krogede, døde træer ikke ind i himlen.
Musikken af Drum & Lace er langt mere gyseranonym, end filmen er det, og en ellers veloplagt finale snubler lidt i både filmtekniske problemer og en noget brat afslutning.
Alligevel er Cobweb et fint bud på et køligt gys her i sensommeren, særligt hvis man har en forkærlighed for græskarbede og ubehagelige familiehemmeligheder bag væggene.
Cobweb er en skarp lille gyserfortælling, der omfavner sine inspirationskilder og fungerer upåklageligt som tidlig Halloween-opvarmning.
