The Nun II anmeldelse: En nonne bedre
The Nun II tager et stort og vigtigt trin op af dæmon-nonne-stigen (ja, sådan en findes).
Hvor den første The Nun var noget nær den værste film i The Conjuring-universet — jeg er stadig i tvivl om den eller Annabelle er værst, men det er for stor en opgave at se dem igen — så er The Nun II en ubetinget opgradering.
Væk er den Plan 9 From Outer Space-lignende Halloween scenografi, der herskede i den billigt udseende The Nun erstattet med optagelser i det ægte Frankrig, som filmen finder sted i.
Men endnu vigtigere: væk er instruktør Corin Hardy og hans flade direkte-til-streaming filmsprog og i stedet byder The Nun II velkommen til Michael Chavez, der med The Curse of La Llorona og The Conjuring 3 under bæltet vel efterhånden er arvtageren fra James Wan i The Conjuring-universet.
Chavez er ikke så god som den talentfulde Wan, men han er heller ikke ueffen bag kameraet.
Vigtigst af alt er han ikke bange for at bruge både kamera og lyd til andet end de helt billige chok.
The Nun II byder på en række opfindsomme gysende sekvenser, der går fint i tråd med James Wans på en gang klassicistiske og legesyge filmsprog.
Bonnie Aarons nonne får lov til at smelte ind og ud af sine omgivelser i en række veloplagte gimmicks, og som regel bruger Chaves mere tid på den effektive spændingsopbygning end det larmende chok.
Måske nok fordi han stadig ikke har helt så godt styr på chokket.
Men filmsproget i sig selv gør faktisk The Nun II til en habil dosis bøh-gys og holder interessen i de ellers ofte sløve The Conjuring-spinoffs i kog.
Finalen byder også på et par effektive Sam Raimi-agtige påfund, der med et glimt i øjet ikke er bange for det kitschede.
Mon ikke det er den talentfulde manuskriptforfatter Akela Cooper fra de veloplagte Malignant og M3gan, der står bag dem?
Det betyder ikke at The Nun II pludselig er en moderne gyserklassiker.
The Nun II gør mere end den første film for at skabe liv i sine karakterer — især de tilbagevendende — men den holder dem på separate fortællespor i alt for lang tid.
Endnu værre er det centrale plot, der på en gang er overkompliceret og underforklaret, fumler rundt i hvad den dæmoniske nonne egentlig vil og kan og lader sin spinkle fortælling folde sig ud over for lang en spilletid.
Det underminerer det ellers fine filmsprog og stækker vingerne på filmen som helhed.
Men det er hyggeligt at se karismatiske Bonnie Aarons i titelrollen igen — selvom hun hovedsageligt bare skal skiftevis stå stille eller række armene frem for sig — og The Nun II byder på en række veludførte klassiske gys.
Der er altså stadig sjov at hente for The Conjuring-fans, selvom vi nok efterhånden må acceptere, at serien for længst har ramt sit toppunkt.
Jeg giver The Nun II tre nonner fra The Sound of Music ud af seks Meryl Streep fra Doubt.
The Nun II er en ubetinget opgradering fra den første film, men en håndfuld veloplagte gysersekvenser kan ikke helt redde det lange og overkomplicerede plot.
