Det store glitch anmeldelse: Slackercyberpunk
Jeg har en ret stærk mavefornemmelse.
En mavefornemmelse der siger mig, at Det store glitch meget let kan gå hen og slutte sig til den lukkede kreds af ægte danske kultfilm.
Fornemmelsen starter nok, fordi instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen sætter min genre-detektor på prøve.
Er historien om en trio af driverter i den københavnske sommer, der tilsyneladende invaderes af et alternativt univers, en slags slacker-cyberpunk ala Richard Linklaters A Scanner Darkly?
Nej, ikke rigtigt.
De skødesløst smukke solbrændte billeder er mere i den slags skandinaviske musikvideo-tradition, hvor der er fokus på unge, smukke og fregnede ansigt i solnedgangslys.
Men det stemmer bare ikke overens med den vellykkede humor, der udspringer af karaktererne og byder på mere end en håndfuld eminent citerbare replikker.
Er det en scifi-folkekomedie?
Men Det store glitch er heller ikke den slags halvkitschede scifi som dansk film hvert 15. år byder på. På mikrobudget og med et fantastisk lyddesign og pulserende musik lader filmen sit eget formsprog bryde ned, og giver en oprigtig fornemmelse af en uendelig verden, hvor mening er svært at finde.
Det er alt sammen gode grund til, at Det store glitch har stort potentiale for fremtidige biografsærvisninger for dedikerede fans.
Men den største grund er filmens ustoppelige kærlighed til sine egne karakterer.
De er da også svære ikke at holde af som leveret med fremragende præstationer af Joos Rohrberg Sanden Støvlebæk, Lukas Gregory og Leonora Saabye.
De tre bør vi se meget mere til i dansk film.
Med en blanding af fjolleri og følsomhed får de vækket tre (eller fire…) københavnske 20-somethings til live i sådan en grad, at det føles som om jeg kunne støde på dem på gaden.
Det er dejligt bare at hænge ud med de tre, og det er nok den største grund til, at jeg tror, Det store glitch vil blive dyrket i fremtiden.
Den største grund til, at jeg personligt holder af den, er det energifyldte filmsprog, der skaber fremdrift i en ellers på mange måder stillestående fortælling og blandt andet byder på vel nok Danmarks bedste cykeljagt.
Og de bredt strøede popkulturreferencer særligt gearet mod os millennials er også svære at stå for.
Men når de kommer, de der særvisninger, så kan det godt være jeg smutter ud inden filmens sidste tredjedel.
For den flagrende stream of consciousness-still gør også, at filmens afslutning ikke helt lever op til dens begyndelse.
De gode og sjove ideer forbliver spredte og løjerne ender utilfredsstillende og brat.
Men måske har jeg det i virkeligheden bare sådan fordi, jeg gerne ville hænge ud i Det store glitch lidt længere.
Det store glitch er en født dansk kultfilm hvis kærlighed til sine egne karakterer og gakkede påfund er afsindigt smittende.
