Retribution anmeldelse: Neeson-skalaen
Film fra hvad jeg vil kalde Liam Neesons Charles-Bronson-film-efterår skal vel sådan set ikke bedømmes i sammenligning med andre regulære film, men med den hær af vred forælder/hævner-film som Neeson tjener til sit otium på.
Spørgsmålet er altså ikke om Retribution — der alene på den anonyme titel fint kunne være en sen Steven Seagal eller Bruce Willis-film — er en god film, men mere hvor den rangerer på Neeson-skalaen.
Er vi oppe på sløset-action men fjolleunderholdende Taken, er det en lovende men ultimativt lunken Cold Pursuit eller er vi nede og rode i det pinlige hos Memory?
Lad mig sige det med det samme: Retribution er en Cold Pursuit.
For der er faktisk — og det er jo i Neeson sammenhæng desværre overraskende — mange ting, der fungerer i Retribution.
Det skyldes først og fremmest instruktør Nimrod Antal, der gør alt hvad han kan med præmissen (som er det tredje remake af den spanske El desconocido) om en kynisk forretningsmand, der fanges i sin bil med børnene på bagsædet og en trykfølsom bombe under sædet.
Instruktør Antal er nemlig mere end bare almindeligt thriller-ferm, selvom hans karriere aldrig rigtigt har nået de højder, den viste potentiale for efter den imponerende Kontroll og den dybt undervurderede Vacancy.
Antal kender sin Hitchcock og forstår at vride spænding ud af og pumpe liv ind i en film, der næppe har det helt store budget og begrænsede optagedage.
Fra Retribution introducerer sin bombe er den faktisk elementært spændende, og den byder på vellavede og energiske biljagter, der er langt over det sædvanlige Neeson-niveau.
Det er skuespillet til gengæld ikke.
Neesons børn er sært utroværdige, og at caste 71-årige Neeson i rollen som hurtigsnakkende og fuskende børshaj og teenagefar strækker troværdigheden ud over det sædvanlige.
Alligevel holder Retribution dampen oppe, mens Neeson leger Simons Says med bombemanden i røret og sved på panden.
Faktisk i sådan en grad, så jeg var revet med af den pulpede præmis næsten hele vejen.
Når jeg siger næsten, er det fordi Retribution desværre falder i dyndet til sidst, med en ekstremt klodset og forudsigelig skurkeafsløring og en finale, der kæmper med at respektere både fysikkens egne love og sine interne egne regler.
Og den her slags thriller skal altså helst distrahere fra sin fjollethed med knugende intensitet.
Det lykkes kun godt nok til en sløv eftermiddag foran fjernsynet og ikke helt til en aften i biografen med Retribution, der alligevel er en af de bedre film på Neeson-skalaen.
Men det siger nok desværre mest om de andre.
Retribution holder dampen oppe med energisk instruktion, men en Neeson på autopilot og en alt for dum slutning holder filmen nede.
