Memory anmeldelse: Den svære kunst at lave film.

Det er svært at lave film. Sådan virkelig, virkelig svært.

Prøv bare at se Memory — eller det vil jeg sådan set ikke anbefale — men læs min anmeldelse af Memory og få beviset på, at det er svært at lave film.

For Memory er ikke en god film, men den er propfyldt med kræfter, der tidligere har lavet gode film.

Lad os tage dem en af gangen.

Først: instruktør Martin Campbell.

Campbell har tidligere introduceret verden for hele to styks James Bond med nogle af de bedste film i serien Goldeneye og Casino Royale.

Han står også bag den undervurderede Zorro og ved med andre ord, hvordan en underholdningsfilm skal skrues sammen.

Men i Memory instruerer han med flade TV-billeder, ulideligt sløvt tempo og ujævn personinstruktion krydret med keyboard-strygere fra komponisten Photek.

Men Campbell er ikke den eneste af de gode kræfter.

Foran kameraet er der virkelig stærke skuespillere — endda inden vi når til filmens trækplaster.

F.eks. har vi Guy Pearce som nedslidt og alkoholisk strømer.

Pearce bragede igennem med karismatiske præstationer i de fremragende L.A. Confidential og Memento.

Men i Memory — der i øvrigt også har en hovedperson, der forsøger at løse sine hukommelsesproblemer ved at skrive på sin krop — leverer han en præstation skjult bag filmsnusk og fedtet hår, der gør det svært at skelne om det er Pearce eller rollen, der er livstræt.

Og så er vi ikke engang færdige endnu.

For søreme om ikke også magnetiske Monica Belluci er på rollelisten. Belluci har ikoniske roller i Irreversible, Malena og Matrix-efterfølgerne i bagagen.

Og i Memory får hun endda lov til både at spille sin alder og at spille skurk!

Desværre gør hun det ved at læse direkte op fra manuskriptet, som i øvrigt suger al handlekraft ud af Bellucis karakter.

Og så er der rosinen i pølseenden. Selveste Liam Neeson som aldrende lejemorder med begyndende Alzheimers.

Og Neeson er altså ikke hvem som helst. Vi taler om selveste Oscar Schindler, Qui-Gon Jinn og Rob Roy. En skuespiller hvis blanding af varme, autoritet og en langlemmet fysik er en gevinst for næsten alle film.

Bare ikke for Memory, hvor Neeson på autopilot og med en alder for høj til at være en overbevisende lejemorder tilsyneladende kæmper sig vej frem til sin næste lønseddel.

Alle de gode kræfter er fanget i en ekstremt overkompliceret spændingsfilm, der blander tynde actionscener med emner som menneskehandel og børnemishandling.

En meget uheldig kombination, allerede inden den tilsætter en Alzheimers-lidende lejemorder uden reelt set af bruge lidelsen til noget.

Men, men, men, Martin Campbell har altså også lavet flere fusere end fuldtræffere. Det er lang tid siden Guy Pearce var på alles læber, og Monica Belluci laver så mange film, at det kan være svært at huske manuskriptet hver gang.

Men ingen kan selvfølgelig overgå Liam Neeson, der har forvandlet sin karriere til at være stjernen i en uendelig serie lunkne actionthrillers af den slags Charles Bronson engang var garant for.

Memory er endnu en af dem, og desværre under gennemsnittet.

Det er svært at lave film, men man kunne måske også gøre sig lidt mere umage.

Memory er en overkompliceret tilføjelse til Liam Neesons uendelige række af lunkne spændingsfilm.