Skolen ved verdens ende anmeldelse: School of Yak

En film fra Bhutan. Det lyder ret eksotisk.

Selv for en støvet ultranørd som undertegnede, der er blevet tvunget gennem store dele af verdens filmhistorie på universitetet og har været så syg at opsøge endnu mere på egen hånd, er en film fra Bhutan en sjælden fisk.

Jeg tror faktisk aldrig, at jeg har set en før.

Alligevel følte jeg mig på rimelig sikker grund, da Skolen ved verdens ende gik i gang med at fortælle sin historie om en træt ung lærer, der modvilligt sendes til verdens mest afsidesliggende skole for at undervise.

For jeg har jo set Michael J. Fox være læge på landet i Doc Hollywood. Jeg har også set Jack Black inspirere sine elever i School of Rock og cirka 700 andre film med den samme opskrift som også Skolen ved verdens ende kaster sig over.

Hvis du gætter på at vores kære lærer Ugyen skal ud på landet i Bhutan for at lære lidt om ægte livsværdier, mens publikum lærer det samme, så er du nok ikke helt galt afmarcheret.

Så eksotisk er Skolen ved verdens ende altså heller ikke.

Og særligt i sin begyndelse – og en noget overgjort slutning – lider filmen under sin velkendte opskrift og lidt stive dialog.

Men det er heldigvis ikke i konturerne, at Skolen ved verdens ende finder sit liv. Det er i farvelægningen.

Så snart Ugyen ligger byen bag sig og tager på den lange rejse til skolen i den mikroskopiske bjergby Lunana, så finder filmen sit leje med varm humanisme, troværdige præstationer og en boblende humor der naturligt udspringer fra karaktererne selv.

Når jeg skriver lang rejse, så mener jeg det i øvrigt. Efter en uendelig bustur føres Ugyen på 8 dages vandring gennem bjergene til Lunana. I øvrigt en vandring Ugyens nyindkøbte Gore-tex støvler ikke klarer halvt så godt, som de lokales gummistøvler.

Det er kun et eksempel på de fine øjeblikke Skolen ved verdens ende finder i forskellene mellem land og by, for det meste uden de helt store karikaturer.

Det er oprigtigt sjovt, når Ugyen får at vide, at han nok burde samle det tørrede Yak-afføring som brændsel i stedet for det saftige.

Og det er oprigtigt rørende, når han helt som forudset påvirkes af landsbyens næsten andægtige respekt for hans rolle som lærer.

Lærere former fremtiden, hedder det i Skolen ved verdens ende, og når man bor i et af de mest afsidesliggende områder i verden med en alkoholisk far som selskab, så er fremtid pludseligt noget, der for alvor har betydning.

Alligevel kunne jeg godt have undværet, at Skolen ved verdens ende var helt så slavisk i sin formular. Brugen af musik er lige manipulerende nok, og det er også lidt for heldigt, at Ugyen indleder en spirende romance i den fjerntliggende by.

Men det er nok også de dele, der var med til at sikre filmen en Oscar-nominering.

Heldigvis overskygges de lidt tunge kliche af den altafgørende autencitet som instruktør Pawo Choyning Dorji både får ud af sine skuespillere og filmens miljø.

Filmens karakterer vokser til at blive uforbeholdent elskelige, og som vesteuropæer får man en lille smag af livet i en helt anden del af verden.

Så lidt eksotisk var min første film fra Bhutan nok alligevel. Bare ikke på de måder, jeg havde forventet.

Skolen ved verdens ende er fyldt med elskelige karakterer og en overbevisende miljøskildring fra en del af verden, hvor vejen til skole kan være otte dage lang.