Doctor Strange In the Multiverse of Madness anmeldelse: Raimi og Marvel-universet kolliderer

Verdener mødes og universer kolliderer i den nyeste film fra Marvel.

Det gælder både for filmens handling, der sender Benedict Cumberbatch i skikkelse af troldmanden Doctor Strange på en tur ud i det uendelige multivers for at sikre ikke bare en, men flere verdeners overlevelse.

Men måske endnu vigtigere gælder det også for filmen selv.

For jeg skal love for, at Doctor Strange in the Multiverse of Madness er sit helt eget multiversale kollaps.

På den ene side er Raimi-universet.

Instruktør Sam Raimi er et fuldfedt filmgeni. En udtryksfuld original af en filmskaber og en personlig favorit, hvis film er en altafgørende byggesten i min filmiske forståelse.

Han er noget nær det ideelle valg til en film om en troldmands-superhelt, der bekæmper okkulte trusler på tværs af fantasifulde universer.

Og det er da også fra Raimi-universet, at Doctor Strange in the Multiverse of Madness henter sine bedste dele.

I flere sekvenser flasher Raimi sin ikoniske stil og forvandler Doctor Strange til den slags horror-gakkelak, som kun han kan levere.

Det er en kæmpe fornøjelse, men også lidt som at blive vækket brat i biografsædet.

For Raimi-universet er desværre kollideret ganske voldsomt med Marvel-universet — og ikke som dengang Raimi fornyede superheltefilmen og på mange måder banede vejen for de nuværende Marvel-film med sin Spider-Man-trilogi.

Nej, Raimi-universet er desværre stødt ind i Marvel-universet i sit mest franchise-fabriksagtige hjørne.

Det er faktisk næsten blevet opslugt.

Så i stedet for at være en Sam Raimi-film med Marvel-krydderi på toppen, er den nye Doctor Strange blevet en Marvel film med Sam Raimi krydderi på toppen.

For hver eneste fantasifulde gakke-ud sekvens, er der tre andre med den slags franchise-byggende historiefortælling, som Marvel-universet lider under, når det er værst.

In the Multiverse of Madness har så travlt med at sætte puslespilsbrikker op til fremtidige film og TV-serier, forklare tidligere begivenheder og referere til andre helte og universer, at den i sin midterste del næsten helt glemmer at være underholdende.

Superhelte-cameos er ikke nok til at bære en film i sig selv — de skal bruges til noget, som Marvel selv gjorde det i den fremragende No Way Home.

Her føles troldmands-løjerne desværre for ofte både mekaniske og sjælløse.

For hver surrealistiske og gyser-inficerede højdepunkt i filmen, er der tre andre scener, hvor filmens skuespillere overforklarer begivenheder foran overraskende grimme green-screen baggrunde.

Når filmen er værst, føles Doctor Strange som en helt igennem kommercielt drevet franchise-puslespilsbrik renset for personlighed.

Og desværre kan Raimi ikke helt vinde over maskinen.

Men efter sit ulidelige midterstykke vågner filmen, med hjælp fra Raimi, heldigvis op til en veloplagt finale.

Her finder Marvel- og Raimi-universet pludselig den symbiose, som resten af filmen kunne have nydt godt af.

Raimi lukker op for sluserne af visuel opfindsomhed og monstre med Evil Dead-bismag, og Marvel leverer det skudsikre karakterarbejde, der har gjort dem så store.

Det gælder både for Strange selv, men så sandelig også for en af Marvel-filmenes vel nok mest velspillede og rørende skurke.

Af samme grund er Doctor Strange in the Multiverse of Madness ikke spild af tid.

Den er bare skuffende for os der håbede, at Raimis univers kunne have fået lidt større plads i Marvels ustoppelige galakse.

I sine bedste øjeblikke er Doctor Strange in the Multiverse of Madness et kalejdoskopisk troldmandsridt med bismag af gys. I sine værste øjeblikke føles den som en trailer for kommende Marvel-film.