Hatching anmeldelse: Finsk film er blodig moralsk fabel

Hatching anmeldelse: Hvor er Crypt Keeper, når man har brug for ham?

Blandt alle sine andre rædsler kunne instruktør Hanna Bergholms Hatching godt have brugt et talende lig.

Sådan et tørt gnæggende et; gerne klædt i en sort kutte og omgivet af reagensglas eller afhuggede lemmer.

Jeg taler helt specifikt om den slags dødning, der altid introducerede og afsluttede de grotesk gysende historier fra EC Comics. Gerne med et ordspil der opsummerede historiens ofte temmeligt bastante morale.

Og Hatching ville passe fint ind blandt siderne i EC Comics berygtede magasiner.

Som de bedste historier fra de grusomme tegneserier er finske Hatching en bizar og bloddryppende fortælling, hvis sære begivenheder er hængt op på et skarptskåret moralsk budskab.

Og netop det skarptskårne er på en gang filmens styrke og slagside.

For Hatching er gennemtænkt.

I et hus fyldt med pastelfarver, der fint kunne have passet ind på Tim Burtons villavej i Edward Scissorhands, introducerer Hatching publikum for en helt almindelig familie.

Almindelige på den der helt perfekte måde.

Det insisterer familiens unavngivne mor i hvert fald på, at de er, via sin blog og sociale medier. Med selfiestang fast plantet i hånden iscenesætter hun sin families hverdag som det perfekte instagram-opslag uden hensyn til især sin datters reelle behov.

Men den slags gør man selvfølgelig ikke i en EC Comics historie.

Allerede i filmens åbningsscene, hvor en skrigende gyserkrage totalsmadrer familiens lyse indretning, står moralen lysende klart.

Hvis man undertrykker mørket, så vokser det sig større og større.

Og det gør det selvfølgelig sådan helt bogstaveligt, da datteren Tinja kommer i besiddelse af et mystisk æg.

Inden længe har ægget klækket et væsen, som jeg ikke vil afsløre så meget om, udover at det virker som noget Jim Henson kunne have skabt på en dag med heftig feber.

Og så selvfølgelig at det er uperfekt, slimet og voldsomt på alle de områder Tinja selv skal være perfekt.

Og så er det sultent. Meget sultent.

Så ved vi ligesom, hvor den mørke eventyrfortælling er på vej hen, komplet med væsnet som metafor for pigens overgang fra barn til voksen.

Og det er dunkelt underholdende.

Instruktør Hanna Bergholm har sans for kombinationen af brutalt gys og højnet satire, mens kombinationen af grotesk kropsgys og feminisme får Hatching til at virke som en finsk kusine til Julia Ducournaus mesterværk Titane.

De brutale løjer er fint iscenesat, og filmen styrkes af en stærk præstation af Siiri Solalinna som Tinja.

Men den skarptskårne ide og de firkantede metaforer er også filmens problem. For der er desværre ikke helt kød nok på fugleskelettet til at bære filmens ellers beskedne spilletid.

Historien begynder at gå i ring inden den når frem til en uundgåelig finale, som de fleste nok har set komme efter filmens første halve time.

Måske fortællingen havde gjort sig bedre som kortfilm, eller som del af et antologi-gys ala Creepshow.

Creepshow som jo netop var inspireret af EC Comics.

Men der er alligevel nok saft, kraft og ambitioner i Hatching til at den får skabt sin egen identitet.

Også selvom jeg gerne havde hørt The Crypt Keeper lave et grumt ordspil efter filmens brutale finale.

Hatching er en vellykket, slimet og sorthumoristisk advarsel mod sociale mediers evne til at undertrykke de mere ubekvemme sider af virkeligheden.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer