Esthers orkester anmeldelse: Sødt tænkt, men kluntet udført
Esthers orkester er sød. Sådan rigtigt sød.
Og det mener jeg ikke dårligt.
Instruktør Alexander Bak Sagmo har skabt en film med oprigtig omsorg for sine egne karakterer. Esthers orkester har en gennemløbende åre af varmhjertet humanisme, som det er svært ikke at blive smittet af.
Sagmo og medmanuskriptforfatter Troels Engelbrecht er oprigtigt interesseret i deres hovedperson Thomas, der pludselig står alene med ansvaret for sine to døtre, da hans kone Esther alvorligt syg indlægges på hospitalet.
Esthers orkester har stor nænsomhed i portrættet af den lille familie og den pressede mand, der forsøger at få det hele til at hænge sammen. Den er interesseret i familierelationer og i oprigtig romantik, når den væver familiens nuværende situation sammen med en tur tilbage til begyndelsen af Esther og Thomas’ forhold.
Det er både fint tænkt, dybfølt og syet sammen med en tråd af finurlig humor.
Esthers orkester er fyldt med sødme.
Desværre er den også lidt for tit fyldt med andre ting.
For eksempel er filmen fyldt med karikerede bifigurer — der blandt andet inkluderer et par revy-overspillende præstationer fra Ulf Pilgaard og Peter Gantzler — der får lov til at levere klodsede forsøg på finurlig komik i alt for lange scener.
Og det klodsede går desværre for ofte igen i filmens dialog, der sjældent føles naturlig også i de centrale skuespilleres mund.
Både Annika Aakjær som den syge Esther og Johannes Lilleøre som den hårdt prøvede Thomas har en naturlig charme, der bærer dem frem.
Men replikleveringen halter for ofte.
Imens bliver det store fokus på finurlighed også en tand for tungt.
Det fungerer fint, når Esthers tegneserie vækkes animeret til live i små vignetter. Men det bliver fortænkt, når tegneserien pludselig er symbolladet samlingspunkt for hele familiens liv.
Og de fortænkte finurligheder er desværre øst ud med rund hånd. Fra udklædte pædagoger i børnenes institution til et kokset meet-cute, som selv den bedste romantiske komedie ville have svært ved at få publikum til at sluge.
Til gengæld byder filmen på et par overraskende stærke børnepræstationer, der ofte antyder hvor god Esthers orkester kunne have været.
Og så er der altså noget at sige, for en film der virkelig elsker sin karakterer og ikke er bange for at være helt igennem sød.
En afsluttende scene er lige dele hjerteknusende og romantisk.
Hvis bare vejen derhen ikke havde været helt så kluntet.
Esthers orkester er cirka lige så kluntet som den er sød og hjertevarm, og får desværre ikke helt opfyldt sit eget potentiale.
