The Equalizer 3 anmeldelse: Autoriteten
The Equalizer-filmene kunne være bedre på mange måder, og svaghederne har sjældent været tydeligere end i The Equalizer 3.
Sløset dubbede replikker, kluntet klipning, åbenlyse budgetbegrænsninger og trilogiens mest mangelfulde actionsekvenser er alle ingredienser, der nok vil få mange til at arkivere The Equalizer 3 i samme bunke som alle nyere Liam Neeson-film.
Og alligevel var jeg helt tilfreds og gennemunderholdt af denne tredje omgang med Denzel Washingtons hypervoldelige hævner.
Nu prøver jeg så bare at finde ud af hvorfor.
En af grundene er nok, at alle filmene — også The Equalizer 3 — omfavner deres pulpede og lettere fjollede ophav, helt uden glimt i øjet eller ironisk distance.
Ideen om en toptrænet hævner, der bruger sit ‘set of special skills’ til at hjælpe de svage og straffe de kriminelle er simpelthen grundlæggende tilfredsstillende på film.
Se bare introen til den oprindelige 1980’er TV-serie. Hvis du ikke synes, at det er bare lidt sejt, når Edward Woodward toner frem fra skyggerne, så har jeg nok ingen argumenter, der kan overbevise.
Instruktør Antoine Fuqua lader til at være enig med mig.
Fuqua omfavner i hvert fald det episodiske ophav til fulde, når han næsten helt uden tanke på sidste films slutning pludselig placerer Washingtons version af Robert McCall i en lille by i Sicilien.
Filmen introducerer i øvrigt selvfølgelig Sicilien som: ‘Sicily, Italy’, bare så ingen forveksler med ‘Sicily, Poland’.
Hvordan han er endt der, er ikke specielt vigtigt. Det vigtige er selvfølgelig, at han nu knytter sig til en flok usandsynligt charmerende — og meget pastaspisende og cappucinodrikkende — italienere.
Og de italienere er selvfølgelig under pres fra den sortklædte og motorcykelkørende mafia, der er så onde, at de truer børn med pistoler og hænger mænd i kørestol.
Og så er det ellers tid til at McCall skal dele ud af både visdomsord og bloddryppende øretæver.
Jeg har ikke brug for mere.
Alligevel giver alle tre Equalizer-film sig tid til karaktererne. Vel er de stereotyper, men det lurer en poetisk humanisme — og denne gang antydningen af eksistentiel krise for McCall — lige under overfladen.
Det er mere kærlighed end de fleste ville putte i denne type film.
Det er helt klart en af grundene til, at jeg holder af The Equalizer 3 på trods af dens åbenlyse mangler.
Men den store grund er selvfølgelig Denzel Washington.
Og måske mere specifikt Denzel Washingtons autoritet.
For når nu det ikke var Malcolm X eller Virtuosity, der blev Denzel Washingtons store trilogi, så kunne han næppe have fundet noget mere passende end The Equalizer.
Når Robert McCall taler, så lytter man. Han er den ultimative far, der ved lige hvad der er rigtigt, og nok skal flå skurkene i stykker — om så det er med ord eller mere blodige værktøjer.
Og sådan er det jo også med Washington.
Når han taler, så lytter man.
Om han fortæller en lussinguddelende Will Smith: “At your highest moment be careful, that’s when the devil comes for you.” eller informerer en skurk om, at skurken skider på gulvet, hvis Washington trykker bare lidt hårdere på en nerve i hans hånd, så lytter man.
Og de mere excentriske tilføjelser — som når McCall famler sig gennem det italienske sprog, eller mumlenynner sig igennem noget så obskurt som Londonbeats ‘It’s In The Blood’ i filmens finale — tilføjer så meget personlighed til filmen, at det for mig er svært at modstå.
Også selvom personligheden nok mindst lige så meget er Washingtons egen, som den er McCalls.
Måske er det derfor, at filmens mangler ikke fylder så meget for mig.
Washingtons personlighed tager simpelthen så meget plads, at jeg ikke kan se dem.
Fans af The Equalizer går næppe skuffede hjem, når Denzel Washington for tredje gang folder sig ud med lige dele visdomsord og grusomme øretæver på lærredet.
