Shabholm anmeldelse: Dansk svar på South Park leverer stadig varen

Shabholm anmeldelse: Goin’ Down to Blokhavn, gonna have myself a time

Er man vokset op på Trey Parker og Matt Stones elskede animationsserie South Park, er det svært ikke at se lighederne med Gigis’ fortælling om en håndfuld venner i den fiktive danske by Blokhavn.

Jeps, animationsstilen er enkel, tegningerne fyldt med karakter, jokes går fra det uskyldige over det politiske til langt ned under bæltestedet og tempoet er højt.

Men det virkelige fællesskab mellem de to, er den intense kærlighed til karaktererne.

South Park elsker sine hovedpersoner, og det samme gør Gigis.

Faktisk er Blokhavn universet en del mere uskyldigt end South Park, selvom legen med danske stereotyper og fordomme kan få løjerne til at føles mere farlige.

Men egentlig er de små animationsfilm, den første film Blokhavn og nu efterfølgeren Shabholm hjertevarmende fortællinger om venskab mellem en gruppe renhjertede teenagere.

Måske er det også derfor, at humoren fungerer bedst for mig, når den bliver i det nære.

Interaktionerne mellem Ali, Hassan, Ahmed, Abdi og Musti og de mange sjove bifigurer, der omgiver dem, er helt klart hovedmåltidet, også i Shabholm.

Denne gang handler det i bund og grund om at være venner, på trods af forskelle og den besked leveres præcis så veloplagt og hjertevarmt som altid.

Imens er et større — og mindre interessant — komplot i gang, da forretningsmogulen Erkan Mosque køber Bornholm og forvandler solskinsøen til en slags mellemøstligt mega-Lalandia.

Den ide er både sjov og skarp, men det sender også drengene ud af deres rette element og distraherer nok fra hovedpersonerne til at den midterste del af Shabholm til tider føles lidt lang.

Især når ikke alle jokes rammer.

Men frygt ej, Gigis har ikke mistet taget.

I størstedelen af sin spilletid er Shabholm et potpourri af suverænt sjovt stemmeskuespil og visuelle gags, der holder dampen oppe i et univers, der efterhånden har fundet sig godt til rette i sin helt egen tone.

Strøet ud over det er en række sange, der er lige så ørehængende, som de er sjove.

Alene det bør sende alle fans af Gigis i biografen.

For i dansk film og TV er der altså ikke noget helt som det på en gang uskyldsrene, fjogede og lynende intelligente univers.

Og selvom South Park er et åbenlyst forbillede, så er Shabholm helt sin egen.

Shabholm holder standarden højt for danmarks mest unikke og hjertevarme animationsunivers.

4 af 6 stjerner anmeldelse