Violinisten anmeldelse: Den smertefulde kunst
Stor kunst kræver stor smerte. Man må vie sit liv til kunsten for at skabe noget stort. Kunstnere må ofre privatliv for kunsten.
De kunstnermyter er vel efterhånden så fortærskede, at de er langt, langt forbi grænsen til kliche-land.
Men det forhindrer desværre ikke Violinisten i at springe lige ned i dem med hovedet først.
Og det er Violinistens store problem.
Instruktør Paavo Westerberg leverer et simplistisk budskab i en film, der minder om tusind du har set før.
Den virtuose violinist Karin Nordström kan ikke længere spille musik efter en bilulykke. I stedet får hun job som underviser for nye spirende musiktalenter. Nu må hun så forsøge at tilpasse – eller ikke tilpasse – sig sit nye liv.
Det er svært ikke at komme til at tænke på danske Darling fra sidste år – der i sig selv ikke ligefrem var et springvand af originalitet – når man hører den præmis. Udskift ballet med klassisk musik, og så har du en meget god fornemmelse af Violinisten.
Denne gang er det finske Matleena Kuusniemi, der spiller kvinden i kunstnerisk midtvejskrise.
Hendes underspillede præstation er faktisk noget af det bedste ved Violinisten, selvom manuskriptet har svært ved at give karakteren dimensioner, der lever op til Kuusniemis præstation.
Karin tager nemlig nogle svært usympatiske beslutninger, begyndende da hun indleder en affære med en af sine elever.
Instruktør Westerberg fik aldrig rigtigt overbevist mig, at Karin var meget andet end en midaldrende teenager, da hun tilsyneladende tankeløst sætter samlivet med sin familie og børn på spil, samtidig med at hun åbenlyst udnytter sin elev.
Desværre er det tydeligt, at Violinisten vil have publikum til at forstå sin hovedperson. Det sker bare ikke rigtig, på trods af Kuusniemis ellers fine præstation.
Westerberg klarer sig bedre på den visuelle side. Udtrykket er solidt, men til gengæld også en meget bekendt udgave af den typisk gråtonede nordiske æstetik.
I sin anden halvdel bevæger Violinisten sig fra Darling mere over i Whiplash, da Karins elev og elsker, Antti, skal igennem følelsesmæssigt udmattende træning af Karins egen mentor, dirigenten Björn Darren – lidt ujævnt spillet af Kim Bodnia.
Det løfter filmen lidt – mest fordi Olavi Uusivirta leverer en fin præstation som den drevne, men følsomme Antti.
Men samtidig taber filmen lidt sin hovedperson på gulvet, og virker pludselig mere interesseret i Anttis historie.
Det hele samler sig igen til sidst i en noget klistret slutning, der for alvor slår klicheen igennem om at stor kunst kræver stor smerte.
Det er jeg sgu ikke så sikker på.
Solidt skuespil redder desværre ikke Violinisten fra at føles som et dæmpet ekko af tusind andre kunstner-dramaer.
