Darling anmeldelse: Alt hvad jeg ved om ballet

Alt hvad jeg ved om ballet, har jeg fra film.

Ballet er noget med smadrede fødder og smadrede kroppe. Det er noget med at ofre alt for forestillingen.

Det er noget med benhårde trænere der meget gerne tager balletdanserne med hjem i seng efter træningen.

Det er noget med trekantsdramaer og misundelige divaer der er blevet for gamle til rampelyset, men ikke for gamle til at være misundelige på det.

Det er noget med psykiske sammenbrud.

Og så er det noget med dans. Men kun en lille smule.

Det laver den nye dansk film Darling ikke om på. Den følger alle balletdramaets regler – til tider pinligt stift. Til gengæld byder den også på helt fremragende skuespil.

Det fremragende skuespil kommer især fra den altdominerende hovedrolle. Danica Curcic spiller ballet-superstjernen Darling hvis karriere som danserinde får en brat afslutning da kroppen ikke længere kan klare presset.

Curcic er filmens helt store trækplaster. Da hun mister fodfæstet i det liv hun kender, forvandler hun sig til en tiltagende uhyggelig skikkelse der i frustration begynder at manipulere og udnytte alle omkring sig.

Darling fremstår mest af alt som en af Disneys mange onde dronninger. Sympatien for hende indfandt sig aldrig rigtigt hos mig – selvom jeg tror instruktør Birgitte Stærmose ønsker det – men til gengæld er Curcics præstation så gennemført at underholdningsværdien er helt i top.

En ond dronning har selvfølgelig brug for en Snehvide hun kan mishandle, og det får Darling i form af den unge danserinde Polly der overtager Darlings hovedrolle som Giselle i balletten af samme navn.

Polly spilles af nykommeren Astrid Grarup Elbo der selv er balletdanser, og hun er filmens andet store trækplaster. Hun leverer saftigt modspil til Curcics Darling, og det er især scenerne mellem Polly og Darling der gør filmen anbefalelsesværdig.

Darling rummer enkeltscener af stor dramatisk intensitet. Darlings tiltagende foragt for sine omgivelser – og især for sig selv – er fantastisk underholdende at følge, og mange scener er instrueret med stor dramatisk nerve.

Højdepunkterne er høje, men lavpunkterne er desværre også virkeligt lave.

Darling er en underholdende karakter, men troværdig bliver hun aldrig rigtigt. Det gælder også for hendes mand, koreografen Frans, der i usandsynligt lang tid finder sig i Darling modbydelige egotrip.

I baggrunden spøger også Ulrich Thomsen som den konstant stønnende balletmester Kristian der forsøger at finde en vej tilbage under Darlings balletskørt. Det er i bedste fald unødvendigt, og i værste fald ufrivilligt komisk.

Det samme gælder for den kliche-prægede historie som helhed. Kim Fupz Aakesons manuskript fører ikke rigtigt nogen vegne, hvilket bliver lidt for åbenlyst i en noget tom slutning.

Jeg har altså ret store problemer med Darling, men når enkeltscenerne kører på fuld dramatisk damp, så rummer den alligevel en sitrende nerve der gør den værd at se.

Også selvom jeg ikke lærte noget nyt om ballet.

Darling knækker næsten under sin noget fortærskede ballethistorie, men flere scener med sitrende dramatisk intensitet og et par imponerende skuespilpræstationer gør den alligevel til et underholdende bekendtskab.