Kære Far anmeldelse: En del af familien

Familie er en rodet blanding af individer der på en gang ligner hinanden og er helt forskellige.

Det er svært at vise overbevisende på film.

Familier hviler ofte på en lang fælles fortid, og den slags har film simpelthen ikke tid til at vise. Det plejer at gå bedre for bøger og TV-serier.

Men instruktør Johan Löfstedt har et trylletrick i ærmet i sin nyeste film Kære Far. Et enkelt kig på rollelisten afslører det: en enorm del af efternavnene både foran og bag kameraet er nemlig Löfstedt.

Det er nemlig Johan Löfstedts egen familie der indtager rollerne i Kære far. Roller hvor de spiller sig selv – eller i hvert fald det nærmeste man kommer.

Og det er et trylletrick der vil noget. Da Löfstedts varme film nåede sin afslutning, følte jeg næsten at jeg kendte personerne i Kære Far lige så godt som min egen familie.

Så tillad mig at præsentere mine nye familiemedlemmer.

Først og fremmest er der Bjørn. Det er især ham Kære far handler om.

Bjørn er i sidste halvdel af livet og bor lykkeligt gift stadig i sin barndomsby. Han er en charmerende mand, men også en mand der har været noget underkuet af sine søstre, og som på trods af alle sine varme menneskelige kvaliteter har umanerligt svært ved at tale i større forsamlinger.

Af samme grund fik han heller ikke holdt tale til sin fars nylige begravelse.

Bjørns fire søstre bor også stadig i barndomsbyen. Storesøsteren Kina arbejdede som yngre som ambulance-redder, men er nu endt i en ledende stilling bag et skrivebord.

Gunilla arbejder som flygtninge-koordinator i den lille by. Monica lever fredeligt sammen med sin pensionerede 18 år ældre mand Bengt, og den sidste søster, Lotta, er pædagog.

En dag snubler Bjørn over en håndfuld videoklip på den afdøde fars computer.

Inden sin død har faderen nemlig indspillet en række små videoer til hver af sine børn, og det får nu dem alle til at tage livet op til revision.

Inden længe har Bjørn meldt sig til drama-timer og Kina har taget sit leder-job op til overvejelse.

For selvom de ikke ligefrem er unge længere, så er der stadig tid til at træffe nye valg.

Det lyder ret dramatisk, men Kære far er nu ikke specielt interesseret i store armbevægelser og ydre dramatik.

Den er interesseret i det intime. Den er interesseret i kærligheden mellem fire søskende med delt fortid. Den er interesseret i hvordan familier er sammensat af mennesker der på en gang har meget til fælles, men også lever individuelle liv.

Den er interesseret i at vise noget ægte.

Det lykkes forbavsende godt. At bruge almindelige mennesker som skuespillere kan ellers hurtigt gå galt, men i Kære far leverer netop det greb en exceptionel hjertevarme der ikke kunne opnås på andre måder.

Når filmen bruger familiens ægte fotografier og filmoptagelser, så er det næsten umuligt ikke at se sin egen families historie spejlet i dem.

I al sin stille underfundighed sneg Kære far sig ind på mig inden den sluttede af med en dybt rørende finale der nok skal få andre end mig til at snøfte i biografens mørke.

I Kære far har jeg fundet en ny film-familie.

Kære far er en original hybrid mellem fiktion og dokumentar, men frem for alt er det en glødende varm og humoristisk hyldest til alle verdens familier, og til muligheden for at forandre livet – også efter de 50.