Paaale, Palle, Palé og Pal

Udover sin andre problemer – og dem er der desværre en del af – så har Skytsenglen et helt unikt problem for et dansk publikum.

Skytsenglen er nemlig baseret på det såkaldte hypnosemord, der fandt sted i København i 1951.

Men filmen er ikke en dansk produktion.

Det er derimod en koproduktion mellem, så vidt jeg kan vurdere, Finland, Kroatien og Danmark.

Af samme grund er Skytsenglen befolket med skuespillere fra en regnbue af europæiske lande og sågar også USA. Desværre er der ikke nogen, der har været enige om, hvordan det danske sprog skulle angribes.

Alle taler engelsk, men i hver deres unikke variant. Det er i sig selv distraherende nok, men når danske ord angribes af den sprog-farvelade, bliver det for alvor ufrivilligt komisk.

Jeg har aldrig hørt navnet Palle udtalt i så mange kreative udgaver.

Nu tænker du måske; hey, det er da ret lang tid at bruge på sproget i en filmanmeldelse, og det har du helt ret i.

Men jeg har bare desværre ikke så meget andet at sige om Skytsenglen, der er en rodet og til tider ufrivilligt komisk thriller, der måske var gået an som lavt budgetteret formiddags-krimiserie, men som desværre ikke fungerer som biograffilm.

Det er synd, for der er unægteligt noget fascinerende ved begivenhederne, der danner forlæg for Skytsenglen.

To mænd dømmes skyldige for et dobbeltmord under et mislykket bankrøveri, fordi den ene har hypnotiseret den anden.

Det er mildest talt en bizar og fascinerende historie, og filmmediet er ekstremt velegnet til hypnose-fortællinger.

Desværre synes Skytsenglen ikke, at historien er bizar nok.

Et væld af usandsynlige drejninger hives ind for at krydre den virkelige historie med lidt thriller-chili.

Pilou Asbæks kriminalassistent sættes på opgaven, og han har selvfølgelig personlige traumer, der passer perfekt ind i sagen. Imens hygger hans kone med den hypnotiserende skurk Bjørn Schouw Nielsen.

Det er vist nok meningen, at det hele skal være en gang katten efter musen, for filmen afslører allerede tidligt at Nielsen er bagmanden.

Men en noget forvirret udseende Asbæk overfor en overspillende flødebolle af en skurk i skikkelse af Josh Lucas, får desværre skabt mere komik end intensitet.

At filmen samtidig er sløset instrueret og heftigt studiebundet, gør ikke oplevelsen bedre.

Bedst er Skytsenglen i glimt hvor den omfavner sin ellers ufrivilligt campede attitude. Rade Serbedzija som østeuropæisk hypnose-ekspert og tidligere tryllekunstner er for eksempel et højdepunkt, mens Josh Lucas’ flødebollepræstation også leverer underholdning på sine egne præmisser.

Men Skytsenglen vil altså gerne tages alvorligt.

Instruktøren Arto Halonen skriver i pressematerialet, at filmen skal lede til refleksion over den manipulation, vi alle udsættes for i et moderne samfund.

Det skete ikke for mig.

Men jeg har til gengæld indset, hvor mange forskellige måder, man kan sige Palle på.

Med løst afsæt i virkelige danske begivenheder er Skytsenglen blevet en ekstremt ujævn, og til tider ufrivilligt komisk, thriller.