Huset ved havet anmeldelse: Deus ex flygtningebørn

Det er praktisk at lave film med den samme gruppe skuespillere i over 30 år.

Når man har brug for et flashbacks til skuespillernes yngre dage, så sakser man da bare et klip fra sin egen film lavet 3 årtier tidligere. Fikst.

Det er måske mere problematisk, når det føles som om intet er forandret i måden at lave film på over de 30 år.

Men sådan er det nu engang med Robert Guédiguian.

Han har en specifik måde at lave film på, og det gør han så igen og igen. Og nu igen med Huset ved havet, der nok skal tilfredsstille fans af den franske instruktør, men som næppe får mange andre med på vognen.

De er nok iøvrigt ved at være ret grå i toppen de fans af Guédiguian. Måske cirka lige så grå som instruktørens faste skuespillere er blevet i Huset ved havet.

Og det er vel også det, Huset ved havet handler om. Hvis den lidt rablende film kan siges at handle om en enkelt ting.

Tre midaldrende søskende vender tilbage til barndomshjemmet ved Marseille – det er jo en film af Guédiguian – da deres far rammes af et slagtilfælde, der efterlader ham stum og bundet til en kørestol.

Tiden har ikke stået stille i deres smukke barndomsby, der fra at være en populær feriedestination nu er en stillestående samling halvtomme bygninger.

Og tiden har selvfølgelig heller ikke stået stille for de tre søskende, der har levet vidt forskellige liv og nu mødes igen med uudtalte konflikter imellem sig.

Så nu skal der snakkes, kan du tro.

Huset ved havet anmeldelse
Foto: Camera Film

Det er de nu ellers ret gode til de tre skuespillere i front: Gérard Meylan, Jean-Pierre Darrousin og Ariane Ascaride.

Godt nok spiller de karakterer, der til forveksling ligner nogen, de har spillet før, men de vækker alligevel de tre søskende overbevisende til live.

Manuskriptet er mere problematisk. Det ligger ligesom i kortene, at Huset ved havet er en snakke-film, hvor de tre skal vende deres følelser på alle kanter.

Men replikker, som når lillesøsteren, den tidligere teaterstjerne, forklarer “På scenen i fuld makeup er mine øjne tørre, men nu rammes jeg af en flodbølge af 20 års opsparede tårer” er svære at sluge, i en film der gerne vil være realistisk.

Det gør det svært at holde af de tre søskende, der desværre bliver lidt selvynkende midaldrende mennesker. Det er problematisk i en film, hvor det netop går ud på at hænge ud med hovedpersonerne i et par timer, at de ikke er rare at være sammen med.

Til gengæld ved Guédiguian, hvordan han skal vække området omkring Marseilles til live, så man får lyst til at bestille en flybillet med det samme.

Han undviger postkort-romantikken, men lader elegant vinden og havet skabe sin egen melankolske rytme på lydsiden. Det er den hypnotisk afslappede stemning, som instruktøren mestrer.

Huset ved havet anmeldelse
Foto: Camera Film

Til gengæld mestrer han ikke de store dramatiske begivenheder, der enten leveres i kluntede flashbacks, eller bevæger sig forbi underligt konsekvensløst for filmens videre forløb.

Helt skidt bliver det først i filmens sidste 20 minutter, hvor det åbenbart bliver tid til at tale om politik, da hovedpersonerne finder tre forkomne flygtningebørn i skoven.

Det kunne være en kærkommen lejlighed til at sætte de selvynkende hovedpersoner i perspektiv, men bliver i stedet en undskyldning for, at instruktøren klodset kan udøse sine sympatiske – men voldsomt klodsede – holdninger til flygtningekrisen.

De tre arabiske flygtningebørn bliver simpelthen brugt som løsningen på de tre hvide midaldrende franskmænds livskrise.

Deus ex flygtningebørn.

Og det er altså for vammelt, til at selv den mest melankolske Marseilles-stemning kan redde det.

Godt skuespil og fin melankolsk stemning redder ikke Huset ved havet fra et klodset manuskript og selvfed politik. Robert Guédiguians nyeste film er nok mest for de inkarnerede fans.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse

Facebook kommentarer