The Creator anmeldelse: Imponerende verden med genbrugshistorie

Det er den knitrende, brummende lyd, der varsler dens ankomst.

Og så ser man den.

En neonfarvet mur af lys, der i konstant bevægelse glider henover junglelandskabet. Som et kolossalt sigtekorn skabt af en hævngerrig gud.

Og skulle man kigge op, ser man kilden. En kolossal og tavst svævende maskine. Som en tonstung rovfugl eller et almægtigt øje i himlen.

Men den ækle og ærefrygtindgydende maskine bliver først rigtigt uhyggelig, når den sender en regn af missiler mod sit mål og totaldestruerer alt og alle i miles omkreds.

NOMAD hedder maskinen, og den er instruktør Gareth Edwards mere end mindeværdige version af dødsstjernen i den nye science fiction film The Creator.

NOMAD er en fantastisk filmisk oplevelse i sig selv, og en effektiv illustration af hvor uhyggeligt overlegent militært isenkram også er i vores virkelige verden. Særligt fordi den vækker minder om illegitime junglekrige — som f.eks. den i Vietnam — når den svæver hen over smukke thailandske og indonesiske landskaber.

Og den er også en perfekt indkapsling af alt det gode ved The Creator.

For ikke siden Dune har biografen budt på så helstøbt og fascinerende et sci fi-univers.

Edwards og hans hold af medskabere har skabt en sanselig scifi-vision — som hvis BBC’s berømte naturprogrammer blev parret med James Camerons sans for fremtids isenkram — der fortjener at blive set på et kæmpe lærred.

Det er et af den slags universer, hvor man får lyst til at kende historien bag hver eneste lille himstregims.

Og Edwards mestrer som få moderne instruktører brugen af både praktiske og digitale effekter, så alt fremstår sømløst og bjergtagende, i en grad så Marvels store budgetter burde skamme sig.

Alene for det er The Creator værd at se til ende, og det er godt, for historien er desværre mere genbrugt end godt er.

At sige at fortællingen om konflikten mellem menneskeheden og kunstig intelligens er inspireret af filmhistoriens store science fiction værker, er nemlig noget af en underdrivelse.

For udenfor sit design og visuelle udtryk har The Creator ikke en eneste original tanke.

Man skal ikke have set mange film for at genkende scener og plotelementer taget direkte fra Blade Runner, Avatar, Terminator, Children of Men, E.T., og District 9.

Hvis du så også har set Apocalypse Now, så har du sådan set allerede set The Creator, der lægger an til store eksistentielle tanker som sine forbilleder, men mest bare japper sig igennem sin alt for velkendte og dybt forudsigelige historie.

Skuespillerne gør deres arbejde, men manuskriptet lader aldrig deres karakterer være meget mere end en sammenbundet flok replikker.

Der er fin fremdrift i fortællingen, men det er unægteligt et problem, at hverken historie, karakterer eller tematik kan leve op til filmens imponerende udtryk.

Men, altså, jeg siger det lige igen. Udtrykket er virkelig imponerende og for mig nok til at distrahere fra den genopvarmede samling scifi-rester, som det er hægtet op på.

Af samme grund kan sci-fi-fanshe C trygt tage i biografen og synke ind i Edwards’ univers og være vidne til blandt andet NOMAD.

De skal bare ikke forvente en tilnærmelsesvis original historie.

The Creator leverer et billedskønt og fascinerende designet science fiction univers, som snildt vinder over filmens klichetunge fortælling.