Pig anmeldelse: Nicolas Cage er rørende, når han mister sin gris

Pig anmeldelse: Nicolas Cage og en gris går en tur i skoven

Jeg har brug for en prequel til Pig.

Den må gerne være en 3-4 timer lang, hvis bare den giver mig tid til at hænge ud med Nicolas Cage og hans kælegris.

For den første scene i Pig er noget nær magisk.

En skægget og tavs Nicolas Cage begiver sig gennem skoven til lyden af vind i bladene, fuglesang og grisens sagte grynten.

Derefter begiver de to sig hjem til en lille hytte, hvor den åbenbart kulinarisk talentfulde mand, spillet af Cage, laver en af filmhistoriens vel nok lækrest udseende tærter.

Pig bliver aldrig bedre end det, og jeg ville ønske, at den havde sat tempoet ned og givet sig mere tid til skoven.

I stedet kaster den sig ud i en mere ujævn historie om sorg, ambitioner og livets mening.

Inden længe kidnappes den søde gris nemlig fra manden — der viser sig at være tidligere stjernekok — og så må Cage på jagt efter grisen med hjælp fra unge Amir, der stadig er en del af det eksklusive restaurantmiljø i Portland.

Instruktør Michael Sarnoski leger lidt med publikums genreforventninger, når han vækker minder om John Wick ved at sende Cage på jagt efter sin kære gris, som Wick hævnede sin døde hund.

Men Pig er ikke en actionfilm. Cages karakter løser konflikter med sin rustikke visdom og kogekunst i stedet for håndvåben.

Imens bliver han til et Yoda-lignende forbillede for den unge Amir, der begraver sine egne følelser i en ambitiøs karrierejagt.

Amir spilles fremragende af Alex Wolff, der for alvor imponerede i Hereditary, og han er en god makker til Cages sårede løve af en karakter.

Og filmens stærkeste kort er selvfølgelig Cage, der stadig hører blandt vores bedste nulevende skuespillere. Også selvom den pseudo-ironiske dyrkelse af ham blandt folk i min generation og yngre, har det med at blive lidt belastende.

Men Pig hører blandt Cages bedste roller, og hans sorgfyldte skuespil skaber filmens bedste øjeblikke.

Og det er en fin film, selvom instruktør og manuskriptforfatter Michael Samoski leverer en noget svingende tone over filmens ellers korte 92 minutter.

Jeg kunne godt have undværet de sært karikerede bifigurer og fejlslagne forsøg på Jim Jarmusch-lignende humor.

Og manuskriptet er også noget kluntet i leveringen af de temaer, der ellers står mejslet så klart i Cages furede ansigt som set gennem Patrick Scolas stemningsfulde billeder.

Alligevel får Pig og Cage ramt en god portion rørende sandhed, når filmen berører menneskers evne til at holde af, og hvor svært det er at miste.

Særligt i en minimalistisk finale, der er oprigtigt bevægende.

Den er næsten lige så god som begyndelsens fredfyldte minutter med Cage og gris.

Men også kun næsten.

Nicolas Cage brillerer i en rørende lille fortælling om kærlighed, sorg og en meget sød trøffelgris.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer