Uncharted anmeldelse: Spektakulær spilserie forvandlet til middelmådig film

Uncharted anmeldelse: Kortlagt

Sjældent har et spil imponeret mig så meget som Uncharted 2.

Det første Uncharted var et flot, men også noget ujævnt spil. Uncharted var prøveballonen Uncharted 2 var mesterværket.

I 2009 var Uncharted 2 teknisk uovertruffent. Et af den slags spil man slet ikke forstår kan køre på en konsol.

Det bød på sekvenser — særligt en helikopterjagt, et sammenstyrtende hus og en hæsblæsende sekvens på et tog — som det på film kræver en Spielberg eller Cameron at trylle frem.

Og så var skuespillet – i motion capture dragter og med en stor grad af improvisation – af en så høj kvalitet, at det nok var første gang, spilindustrien for alvor kunne konkurrere med Hollywood.

Elskelige karakterer, stærk karakterisering og en kemi mellem skuespillerne — Nolan North, Emily Rose, Claudia Black, Richard Mcgonagle og senere Troy Baker og Laura Bailey — som de fleste film og serier kun kan kigge misundeligt efter.

Spiludvikleren Naughty Dog og skaberne Amy Hennig – og senere Neil Druckmann – fulgte op med to spil mere i serien, der nok aldrig nåede helt samme legendariske højder, men dog fortsatte med de tekniske landvindinger og fremragende præstationer.

En fantastisk spilserie, også selvom den ikke var perfekt. Uncharted-spilserien, som med sidespillet The Lost Legacy nåede sin ende i 2017, kompenserede for lidt usammenhængende Indiana Jones-light historier og kedeligt anonyme skurke med eventyr, suveræne karakterer, gnistrende kemi mellem skuespillerne og uovertruffen action.

Jeg har ofte spillet Uncharted-serien med kæben på gulvet og opspilede øjne.

Jeg så til gengæld Uncharted-filmen med tunge øjenlåg og en lidt for stor trang til at kigge på klokken.

For måske desværre ikke så overraskende, er rejsen tilbage til det store lærred Uncharted oprindeligt var så inspireret af, ikke lykkedes specielt godt.

Det der i spilform føles som en hyldest til Hollywoods største øjeblikke, er blevet til en film, der føles som om, den skulle være gået direkte til streaming.

Manuskriptet – der byder på ikke mindre en fem manuskriptforfattere – er et lidt sløset remix af flere elementer fra serien, der blandes uden klar sammenhæng.

Og så har filmen valgt at være en oprindelseshistorie. Det giver plads til at Tom Holland kan spille en ung Nathan Drake.

Det gør han sådan set fint, men Hollands drengede følsomhed og nervøse energi, føles ikke rigtig for den fjoget handlekraftige Nathan Drake.

Det føles aldrig som Nolan Norths karakter fra spillene.

Det samme gælder for Mark Wahlberg i rollen som Drakes mentor Sully, og i modsætning til spillet er deres kemi ikke-eksisterende.

Og når instruktør Ruben Fleischer instruerer sine action og skattejagts-sekvenser med TV-agtig fladhed, så er der ikke meget tilbage.

Det skulle da lige være de anonyme skurke og lettere usammenhængende skattejagte.

Den del af spilserien rammer filmen desværre helt perfekt.

Kun i enkelte øjeblikke løfter Uncharted sig til ånden fra spillene, en actionsekvens, der kombinerer piratskibe med helikoptere, kunne fint høre hjemme i et af spillene.

Hvis bare den var bedre udført.

Men det er den ikke, og det gælder desværre for hele filmen.

Intet er anstødeligt dårligt — så skulle det lige være den kluntede humor — men intet er mindeværdigt.

Forskellige nik til fans af spillene, minder kun om kløften i kvalitet, ikke mindst en cameo, der gør filmens centrale fejlcasting lysende klar.

Men, hvad fanden, vi har jo stadig spillene.

Uncharted 4 og The Lost Legacy er lige udkommet til Playstation 5, og de første tre spil i serien kan fås i fine opdaterede udgaver til Playstation 4.

Overvej at spille dem i stedet.

Filmudgaven af Uncharted skuffer i sin middelmådighed, og på trods af underholdende øjeblikke sænkes den af fejlvalgte skuespillere og et dovent manuskript.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer