Moonfall anmeldelse: Månen er det mindste problem i Moonfall

Moonfall anmeldelse: Film som i 1996

Bygninger kollapser, enorme flodbølger skyller ind over landet, truslen kommer fra rummet, alt eksploderer og til sidst slår verden — og med verden mener jeg USA — tilbage med overlegen ildkraft.

Instruktør Roland Emmerich laver stadig film, som var året 1996.

Dengang fyldte Emmerich biograferne til bristepunktet med sin kolossale blockbuster Independence Day, der lod gigantiske rumskibe angribe jorden med hvad der kun kan beskrives som stråler af ren eksplosion.

Det Hvide Hus eksploderede, hunden overlevede, Will Smith slog et rumvæsen ud, Bill Pullmans præsident var en fin prototype på George W. Bush og Jeff Goldblum uploadede en virus til rumvæsnernes computer, mens bonderøven og konspirationsteoretikeren Randy Quaid reddede dagen.

Jeg sled min kopi af Independence Day op, men, hvis ikke man var 11-12 år da den var ny, er det altså svært at finde kvaliteter i den.

Og Emmerich har sådan set kun lavet dårligere film siden.

Det gælder også for Moonfall, der fejler i selv de ellers sædvanligvis mest underholdende dele af en Emmerich-film.

For det er klart, at de computeranimerede effekter kæmper med at overbevise publikum om, at månen er gået ud af sit kredsløb og er på vej mod jorden, når de ikke engang kan gøre det troværdigt, at Patrick Wilson kører på motorcykel i den virkelige verden og ikke foran en greenscreen.

I 1996 var det i det mindste nogle flotte modeller, der blev sprunget i luften, men nu er Emmerichs dommedag hovedsageligt drevet af vægtløs computeranimation.

Jordens undergang er ikke helt så spektakulær, som den var engang.

Og så er der kun historien, at holde fast i.

Når den er bedst, er den så gakket, at det bliver sjovt, men når den er værst — og det er desværre størstedelen af filmens spilletid — er den bare forbandet kedelig.

Det overforklarende og kluntede manuskript dræner Moonfall for nødvendig fremdrift, selvom Patrick Wilson, Halle Berry og John Bradley tager løjerne overraskende alvorligt.

Apropos John Bradleys måne-konspirationsteoretiker, så var ideen om konspirationsteoretikeren som sandhedstalende helt, en hel del nemmere at sluge i 1996 end den er i 2022.

Men Emmerich har selvfølgelig brug for konspirationerne, når han dropper videnskaben i en historie, der nok skal få en del naturvidenskabeligt uddannede til at kaste lidt op i munden.

Men det er faktisk, når Moonfall for alvor forlader stratosfæren af realisme, at den løfter sig som film.

For i filmens sidste del flyver Emmerich ud i rummet af gakkede scifi ideer, der i perioder løfter Moonfall til noget oprigtigt underholdende.

Patrick Wilson navigerer sit rumskib rundt i den hule måne, mens replikker som “Du er en del af månen nu” og “Hvis dine ideer om månen er rigtige, får vi brug for en megastrukturalist” kappes om opmærksomheden.

Pludselig føles Moonfall som en moderne opdatering af fjolle-sci-fi fra 1950’erne. Det virker.

Men selvfølgelig vil Emmerich samtidig have os til at tage løjerne alvorligt, når han ud af det blå smider store mængder melodrama ind i løjerne.

Og det kan hverken Moonfall eller jeg bære.

Men det fungerede sådan set heller ikke dengang i 1996.

Månen styrter ned og Roland Emmerich lærer ingen nye tricks i den forældede og sløve sci-fi-katastrofefilm Moonfall.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer