Lev, elsk, Paris anmeldelse: Film med puls
Lev, elsk, Paris er en af den slags film med en puls så kraftig, at man stadig kan høre den, når man har forladt biografen.
Eller måske var det bare min egen puls, der dunkede i ørerne, da jeg fyldt af følelser vandrede ud i København efter et besøg i instruktør Jacques Adiards sort-hvide men hypermoderne Paris.
Lev, elsk, Paris er livsbekræftende i så høj en grad, at selv når den dykker ned i tunge emner — og det gør den — så føles dens mørke som en værdifuld del af livets uimodståelige mosaik.
Ikke alene er det en fantastisk smuk film — drevet af Paul Giulhaumes usentimentalt betagende fotografering — den byder også på et både sårbart og bas-dunkende elektronisk soundtrack fra Rone.
Begge dele gør i sig selv Lev, elsk, Paris seværdig, men det er kombinationen af stærke præstationer fra filmens centrale trio af skuespillere og særligt manuskriptet, der gør den til noget ud over det sædvanlige.
Det er måske ikke så mærkeligt. For bag manuskriptet står udover Audiard selv både Céline Sciamma og Léa Mysius.
Céline Sciamma er vel ved at være den moderne romances mester med Portræt af en kvinde i flammer og denne film, og Léa Mysius stod bag den fremragende Ava.
Og deres fingeraftryk — særligt i dybt symaptiske, overbevisende og helt igennem uperfekte karakterer — er overalt i Lev, elsk, Paris.
I en anden verden kunne filmen ellers let have foldet sig ud som en klichefyldt romantisk komedie, med sine intriger og forviklinger mellem tre unge Parisere.
I stedet er den endt som en slags moderne søsterfilm til Chungking Express, der lader sine storby-karakterer jage intimitet med både sig selv og det moderne samfund som forhindringer.
Under det hele mærkes et stort dunkende hjerte for filmens karakterer, som smitter af i en grad, så jeg levede mig helt ind i deres op og nedture.
De op og nedture foregår i øvrigt ofte i sengen, i smukt iscenesatte scener som dog måske har en lidt ulige visuel fascination af filmens kvinder.
Det er synd, når manuskriptet ellers skaber så stærke faceterede karakterer uanset kønnet.
Imens er filmen heldigvis pakket med vittige replikker og rørende spil, der holder tempoet så højt, at det er umuligt at kede sig.
Og med sit blik for ægte romantik — og hvornår den mangler — vil Lev, elsk, Paris nok slutte sig til romantiske fanfavoritter som Portræt af en kvinde i flammer og Before Sunrise.
Så god er den.
Så måske er det alligevel filmens puls, jeg stadig kan høre i skrivende øjeblik. Eller også er mit hjerte bare blevet større.
Lev, elsk, Paris er en ren og ufortyndet dosis romantik lige i hjertekulen, fortalt gennem stærke præstationer og betagende billeder.
