Portræt af en kvinde i flammer anmeldelse: Kostumehjerterne

Det må være tøjet, der gør det.

Om de store kjoler, stramme korsetter og silkejakker kommer fra det 18. århundrede som i Portræt af en kvinde i flammer eller fra en anden periode, er sådan set ligegyldigt.

Hjerterne indenunder de store skrud begynder altid at banke lidt hurtigere og lidt stærkere.

Der venter altid skjulte længsler under de tunge tekstiler og undertrykte følelser bag de sirlige broderier.

I hvert fald når det gælder kostumedramaer.

Hvad det angår, er instruktør Céline Sciammas nyeste film ingen undtagelse.

For at en stormombrust og på en eller anden måde tragisk kærlighedshistorie er på spil, er tydeligt allerede fra den fremragende åbningsscene.

Her konfronteres maleren Marianne med et smukt maleri hun selv har lavet. Motivet er en flammende kvinde på en strand, og det sender hende straks tilbage i erindringen til hendes møde med Héloise.

Og deres møde bliver ikke meget mere kostumedramatisk.

Marianne hyres af Héloises mor til at male et portræt af Héloise, så Héloises kommende mand kan se sin hustru.

Men Hélois vil ikke giftes væk, og derfor heller ikke have lavet et portræt.

Så Marianne må selvfølgelig male det i skjul, under postulat af at være en hyret følgesvend til Héloises daglige ture på en stormombrust ø i Bretagne.

Men man kan ikke sådan gå og stirre i smug på den gådefulde Héloise; studere hendes manglende smil og triste, men standhaftige øjne, uden at forelske sig.

Inden længe spirer en forelskelse mellem de to kvinder. En forelskelse, der selvfølgelig både er forbudt og undertrykt.

Det er jo trods alt et kostumedrama.

Men Portræt af en kvinde i flammer er heldigvis ikke et kostumedrama som de fleste. Selvom plottet måske lyder lige velkendt nok.

Udtrykket er nemlig præcis så sanseligt malerisk som Mariannes malerier, og det er i udtrykket at instruktør Sciammas film forfører.

Sjældent har havet været helt så voldsomt brusende, og flammer helt så glohede som i fotograf Claire Mathons fantastisk komponerede billeder.

Om Marianne ryger pibe nøgen foran en åben pejs, eller de to kvinder mødes på en endeløs strand, så får naturen lov til at udtrykke alle de følelser, som Marianne og Héloise gemmer væk bag kjolerne.

En fantastisk lyddesign gør sit til at føre publikum ind i spillet mellem de to kvinder, og Portræt af en kvinde i flammer får skabt sit helt hypnotiske tempo.

Det er umuligt at blive træt, af de perfekte nærbilleder af Noémie Merlant og Adéle Haenel i de altdominerende hovedroller, der fanger hvert et blik.

Det løfter Portræt af en kvinde i flammer over mange af sine genrefæller.

Men udtrykket holder også publikum lidt i armslængde.

Selv da følelserne mellem de to kvinder går fra undertrykte til udtrykte, var jeg mere forelsket i billederne end i kvindernes forhold.

I to scener lyser den tavse film op i et par musikalske højdepunkter, der giver følelserne frit løb. Inklusive en epilog, der er oprigtigt rørende.

Det kunne Portræt af en kvinde i flammer godt have brugt mere af.

Men det er til gengæld umuligt ikke at blive forelsket i de svimlende billeder og den sanselige stemning.

Også selvom Portræt af en kvinde i flammer måske holder følelserne lidt for godt gemt bag kjolen.

Portræt af en kvinde i flammer er en sanselig romance fortalt i maleriske billeder med to stærke præstationer i centrum.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer