På nært hold anmeldelse: De andres liv igen og igen

Engang imellem kommer en film forbi og rammer en stil så ikonisk, at den bliver synonym med det emne, den handler om.

Saving Private Ryan har stort set defineret slagmarkerne fra anden verdenskrig i biografen siden 1998. Heat har stadig sin visuelle DNA i moderne kriminaldramaer.

Og hvad angår film om DDR, så har instruktør Florian Henckel von Donnersmarck med sin De andres liv tilsyneladende lavet den skabelon, som alle tyske film om jerntæppet efterhånden følger.

Desværre er det ikke kun de næsten monokromt grå billeder med dæmpede oaser af gul og rød, der går igen og igen i de tyske DDR-dramaer.

Det er også indholdet, hvor menneskeligheden skubbes ned af den grå statsovermagt, mens grå mennesker gemmer sig i små rum.

Sådan ser DDR ud i moderne tysk film.

Således også i instruktør Franziska Stünkels På nært hold, der aldrig for alvor kommer til at føles som meget andet end endnu en i rækken af genkendelige koldkrigsdramaer fra bag jerntæppet.

De farvedæmpede billeder er på plads. Det gælder også de klaustrofobiske rum kombineret med lidt for åbenlyse computerbaggrunde, når budgettet ikke rækker til at realisere østtyskland anno 1981.

Og så selvfølgelig en grad af selvhøjtidelig alvor, der desværre sænker tempoet i På nært hold til under Trabant-niveau.

Inspireret af den virkelige historie om den sidste dødsdom og henrettelse i DDR-regimet, fortæller På nært hold om forskeren Franz, der snoes ind i det umenneskelige efterretningssystem med fatale følger.

Desværre bruger filmen ikke meget tid på at etablere Franz som karakter, inden han er i gang med at manipulere og overvåge sine medborgere.

Og det er et problem, når hele filmens præmis afhænger af sympati for hovedpersonen.

Heldigvis leverer Lars Eidinger en overraskende fin præstation i hovedrollen — langt bedre end han gjorde det i Persiske lektioner — og løfter næsten ene mand På nært hold til en seværdig oplevelse.

Særligt i filmens sidste 20 minutter får Eidinger skabt ægte følelser i den ellers noget gumpetunge film. Den følelsesmæssigt brutale slutning har god slagkraft og redder i nogen grad filmen.

Men indtil da byder På nært hold desværre på et lidt for velkendt gråtonet ridt gennem DDR-drama-maskinen.

På nært hold byder på en stærk præstation i hovedrollen, men resten af filmen føles som et lidt for velkendt besøg i det filmiske DDR.