Krudttønden anmeldelse: Vellavet og unødvendig

Krudttønden er lidt en svær film at anmelde.

For kan en film både være velfortalt og besidde upåklageligt filmhåndværk og samtidig være en sært uformelig størrelse, der ikke for alvor bidrager noget til opfattelsen af den virkelige tragedie, den skildrer?

Sådan oplever jeg i hvert fald instruktør Ole Christian Madsens selvudnævnte ‘frie fortælling’ over terrorangrebene i København 14-15 februar 2015.

Ole Christian Madsen og Lars Kristian Andersens på mange måder fine manuskript følger fire forskellige mænd i optakten til de voldelige hændelser ved kulturhuset Krudttønden og Københavns Synagoge.

Tre af de fire mænd er direkte baseret på virkelighedens Finn Nørgaard, Dan Uzan og gerningsmanden selv Omar Abdel Hamid el-Hussein.

Fjerdemanden er en fiktiv konstruktion, betjenten Rico fint og indestængt spillet af Nikolaj Coster-Waldau, skabt til at repræsentere politiets side af den tragiske hændelse.

Han er desværre også sadlet med filmens tungeste dialog, når han i en slags rammehistorie får lov til at gøre sig en række lidt for banale moralfilosofiske overvejelser på publikums vegne.

Bedre går det i filmens portræt af filmskaberen Finn Nørgaard, der mistede livet, da han forsøgte at overmande rl-Hussein udenfor krudttønden.

Lars Brygmann leverer en fremragende præstationen som en ideologisk frustreret mand, og filmen får fint argumenteret for, hvordan Nørgaard kunne bringes til at handle, som han gjorde.

Helt så meget fortællemæssigt kød er der ikke til Dan Uzan, der døde i sit hverv som dørmand ved Københavns synagoge.

Men debutanten Adam Buschard kompenserer heldigvis for manuskriptets mangler med en stærk fysisk præstation, der giver lyst til at se ham i flere roller i fremtiden.

Det samme gælder for Albert Arthur Amiryan, der er karismatisk i rollen som gerningsmanden.

Selvom filmens portræt af en utilpasset ung mand, der finder sin terror-inspiration på nettet, ville passe lidt for godt ind i en typisk moderne thriller.

Terroristportrættet har lidt for meget fokus på film-raslende automatiske geværer til at føles som virkelighed, og Krudttønden havde muligvis stået stærkere med mere nuance – eller måske ved simpelthen at udelade el-Husseins historie.

Ole Christian Madsen syr det hele sammen med stor filmisk behændighed, og John Christian Rosenlunds dunkle billeder er dragende.

Også selvom et fokus på overvågningskameraer er tematisk kluntet.

Krudttønden er med andre ord aldrig mindre end underholdende.

Men spørgsmålet er selvfølgelig om det er nok?

Det er desværre svært at se, hvad Krudttønden reelt bidrager med til samtalen om den tragedie, den repræsenterer.

Filmen har ikke den hårdhændede realisme og fokuset på ofrene som Utøya 22. Juli.

Samtidig er portrættet af el-Hussein for overfladisk til reelt at give indblik i bevæggrundene bag terror.

Og hvad er så tilbage?

I filmens stærkeste scene konfronteres Finn Nørgaard kæreste med hans død, men de menneskelige konsekvenser af terrorangrebet fylder forsvindende lidt i Krudttønden.

Tilbage står lidt spredte pointer om ligheder mellem gerningsmanden og ofrene og livets skrøbelighed.

Men samtidig er Krudttønden både for velfortalt og velspillet til helt at afvise som filmoplevelse.

Men at berettige sin egen eksistens som skildring af en af nyere tids største danske tragedier, får den aldrig helt gjort.

Krudttønden er både velfortalt og velspillet, men desværre også plaget af sin status som næsten helt unødvendig.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer