Utøya 22. juli anmeldelse: Ikke for tidligt

Utøya 22. juli har kun et enkelt stillbillede og ingen trailer for at beskytte påvirkede af tragedien. Af samme grund er denne anmeldelse en lidt tung læseoplevelse. Ligesom filmen.

Nej, det er ikke for tidligt at lave en film om massakren på Utøya i 2011.

Erik Poppes nye film Utøya 22. juli kommer til de danske biografer med en hel del debat i bagagen. Siden den fik premiere på filmfestivalen i Berlin, har den fået folk til at stille det sædvanlige spørgsmål:

Er det for tidligt at lave en film om en virkelig tragedie?

Debatten bliver næppe så stor i Danmark som i hjemlandet, hvor hændelsen af åbenlyse grunde fylder uendeligt meget mere.

Men lad mig sige det igen. Nej, det er ikke for tidligt.

Faktisk er det slet ikke et spørgsmål om tid, når kunstnere behandler tragedier. Det er et spørgsmål om, hvordan tragedierne behandles.

Og Utøya 22. juli gør det så godt som perfekt.

For os udenforstående kan en film selvfølgelig aldrig imitere, hvordan det var at være på den norske ø på den forfærdelige dag.

Det er da også noget af det første Utøya 22. juli gør klart, da den altdominerende hovedrolle Kaja kigger publikum direkte i øjnene og siger:

“I kommer aldrig til at forstå det.”

Det har hun helt ret i, men over de næste 92 minutter kan vi i det mindste få et indtryk – om end begrænset – af hvad det vil sige at være fanget i så frygtelig en hændelse.

Utøya 22. juli følger Kaya gennem hændelserne på Utøya fra fredelig lejrplads til rædselsvækkende gerningssted i realtid, og tilsyneladende i en lang optagelse.

Jeg spottede i hvert fald ingen klip.

Kameraet er konstant ved Kayas side og placerer uhyrligt effektivt publikum som et af de unge ofre på øen.

Som febrilske øjne kigger Martin Otterbecks kamera nervøst over træstubbe og gennem græs og følger Kaya, mens hun prøver at overleve de 72 ulidelige minutter som massakren varede.

Men stilen er ikke en gimmick eller en blære-taktik, som den ellers er blevet i nyere film fra Hollywood. Efter kort tid smelter den tekniske bedrift væk, og er derefter bare med til at føre publikum ind i den mareridtslignende kaotiske stemning.

Det samme gælder for det fremragende lyddesign, der lader gerningsmanden – der klogeligt forbliver navnløs – hovedsageligt optræde som bragende skud i baggrunden.

Resultatet er en kaotisk oplevelse, der perfekt videreformidler – i hvert fald en del – af det kaos ofrene på Utøya må have følt.

Hvor kommer skuddene fra? Er det en øvelse? Hvem skyder? Er det politiet, der skyder på os?

Forvirringen og rædslen er total.

Erik Poppe undgår at svælge i grusomhederne, og lader hovedsagelig volden foregå i baggrunden, selvom de enkelte grusomheder, vi ser på lærredet er næsten ubærlige.

Intet af det havde fungeret, hvis ikke skuespillet var så godt, som det er.

Som Kaja leverer Andrea Berntzen en perfekt præstation i hovedrollen, der må have været ubegribeligt fysisk og psykisk drænende.

Ale delene af Utøya 22. juli smelter sammen til en helhed, der placerer sig som en sten i hjertet, også lang tid efter rulleteksterne er forbi.

Men der er også dele af filmen, der ikke ringer helt så klart.

Filmskaberne har valgt at bruge fiktive karakterer til at fortælle den sande historie. De specifikke begivenheder Kaya gennemgår er derfor inspireret af hændelserne på Utøya, men de er ikke en 1:1 gengivelse af forløbet for en af ofrene.

Og det kunne jeg til tider godt mærke.

Kayas historie føles en gang imellem lidt som et sammenkog af de mest dramatiske begivenheder på øen, og selvom situationerne altid er overbevisende, så pressede kombinationen af dem en gang imellem troværdigheden for mig.

Men det er en forsvindende lille anke i en ekstremt vellykket og dybt ubehagelig film.

Kaja har ret.

Vi kommer aldrig til at forstå det.

Men en film som Utøya 22. juli,  minder os om, at avisoverskrifter handler om virkelige mennesker.

Den minder os om, at den nuværende vestlige, ekstreme højredrejning giver grobund for flere gerningsmænd af samme type.

Og så giver den os en lille flig af de oplevelser, de overlevende fra Utøya er tvunget til at bære med sig resten af deres liv.

Nej. Det er ikke for tidligt.

Utøya 22. juli er rædselsvækkende og respektfuld. Det er en ekstremt vellykket og svimlende ubehagelig filmoplevelse. Et filmisk monument for en af de mest frygtelige hændelser i moderne skandinavisk historie.