Kød & blod anmeldelse: I familiens skød

Der er trygt i familiens skød.

Tag nu bare Bodils familie som eksempel.

Hver eneste morgen samles hun med sine voksne sønner over et hyggeligt og overdådigt morgenbord.

Der er rigeligt til alle, også til den nye generation som den ældste søn Jonas har leveret.

Og der er rigeligt med plads i familiens landhus, til at drengene kan hygge med spil i kælderen og heldigvis også til at Bodils niece Ida kan få et værelse.

Det har 17-årige Ida brug for.

Hendes mor er nemlig lige død i en voldsom bilulykke, så hun har om nogen brug for et nyt fællesskab og omsorg.

Det er da heldigvis rigeligt af i Bodils familie. Her er familiens bånd nemlig helt ubrydelige, og man holder hånden over hinanden uanset hvad.

Ingen skal komme udefra og gøre familien ondt.

Men som Ida hurtigt erfarer, er det en sandhed med modifikationer.

Bodil er nemlig det benhårde overhoved i en familie gennemsyret af kriminalitet.

Bodil låner penge ud til dem, hun vurderer som værdigt trængende.

Og når de så uundgåeligt ikke kan betale tilbage – med renter – så sender hun drengene ud for at inkassere.

Det er med andre ord fællesskabets mere dunkle sider instruktør Jeanette Nordahl og manuskriptforfatter Ingeborg Topsøe har sat sig for at udforske i Kød & blod.

Det gør de med stor sans for de små menneskelige nuancer, der er afgørende i denne type dysfunktionelle familiedynamikker.

Sidse Babette Knudsen er fremragende som familiens overhoved, hvis moderlige kærtegn føles mere intimiderende end naturlige.

Hun er heldigvis også omgivet af gode præstationer blandt sønnerne, der alle på hver sin måde konkurrerer om hendes kærlighed, uanset hvad konsekvenserne er for dem selv.

Men det er faktisk Sandra Guldberg Kampp som Ida og Carla Philip Røder som den ældste søn Davids kæreste Anna, der stjæler filmen.

Ida er lige så indadvendt som Anna er udadvendt, men de er begge outsidere i den sammensyede familie, og når tingene brænder på, viser de sig også at være de første, der skal ofres.

Og både Kampp og Røder leverer slående præstationer. Jeg glæder mig allerede til at se mere til dem.

Jeanette Nordahl folder sig ud som en skarp personinstruktør, men Kød & blod leverer også et gennemført filmsprog.

David Gallegos næsten minimalistiske billeder lukker effektivt publikum ind i familiens klaustrofobiske tilværelse

Særligt scenerne inde i familiens bil – godt hjulpet på vej af lyddesignet af Philip Nicolai Flindt – er maveknugende mikroudgaver af familiens fælles gruppepres.

Desværre vælger filmskaberne at sætte familiens liv på spidsen.

En tidlig hændelse kaster familien ud i lidt for voldsomt drama, der truer troværdigheden.

Det er både synd og unødvendigt, for det er i nuancerne mellem familiens medlemmer at Kød & blod for alvor vækkes knitrende til live.

Heldigvis ender Kød & blod i en mesterligt hårdtslående slutscene, der slår det endegyldigt fast, at det ikke altid er lige rart at være af samme kød og blod.

Kød og blod er fyldt med maveknugende spænding og imponerende præstationer, også selvom den dramatiske skruetvinge spændes lidt for meget.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer