X-Men: Dark Phoenix anmeldelse: X-Men længe leve!

Der er desværre ikke så meget at sige om X-Men: Dark Phoenix. Den er ikke specielt vellykket.

Så inden jeg går mere i dybden med den, og hvorfor den ikke er specielt god, er det måske på sin plads at stoppe op og fejre X-Men-filmene.

For om lidt er de væk.

Eller væk er måske så meget sagt.

Efter købet af Fox har Disney nemlig fået rettighederne til de muterede superhelte. Så nu kan de vende hjem til de andre helte hos Marvel.

Men at det bliver i nye udgaver, er der næppe tvivl om. Så med X-Men: Dark Phoenix er det slut med X-Men, som vi kender dem.

Og det er unægteligt slutningen på en æra. For selvom superhelte-æren de sidste 10 år med rette er gået til Marvel Cinematic Universe, så havde de film næppe eksisteret uden X-Men.

Bryan Singers oprindelige X-Men var i høj grad med til at åbne sluserne for superheltefilmen som konstant blockbuster-tilstedeværelse.

Samtidig var det en vellykket film med et hold af superhelte i centrum lang tid inden Avengers invaderede biografsalene. Det er ikke svært at se spiren til Marvels moderne superhelte hos X-Men.

X-Men: Dark Phoenix anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det blev endnu bedre i den efterfølgende X2, der stadig står blandt de mest vellykkede superheltefilm nogensinde. Ikke mindst på grund af den tematiske kompleksitet, der har været X-Men-filmenes varemærke, og som giganterne hos Disneys Marvel stadig ikke kan hamle op med.

For X-Men har aldrig handlet om mutanter om superhelte, men om minoriteter i samfundet. Om du ser dem som homoseksuelle, indvandrere eller andre samfundsmæssige outsiders er sådan set ligegyldigt.

Der har altid været noget virkeligt på spil mellem den idealistiske Professor Xavier og den mere kyniske Magneto, når de på hver deres måde har kæmpet for mutanternes rettigheder.

Det gælder også instruktør Brett Ratners ellers generelt forhadte X-Men: The Last Stand, der introducerer en kur, der kan gøre mutanter præcis som alle andre.

Det er et fascinerende dilemma.

X-Men: Dark Phoenix anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Kompleksiteten, og kvaliteten, forsvandt lidt i den anden trilogi af X-Men-film, der startende med First Class introducerede yngre versioner af heltene.

Men der var stadig højdepunkter.

Den tidshoppende Days of Future Past bandt veloplagt de to generationer af mutanter sammen, mens de ellers elendige Wolverine-solofilm endelig ramte plet med den fremragende og dystre Logan.

Men i mellemtiden løb tiden åbenbart fra X-Men.

X-Men: Apocalypse var en næsten pinlig omgang vrøvl, der i sammenligning med Marvels sideløbende tour de force fremstod som et levn fra en tid, hvor superheltefilm var folk i gummimasker, der slog på hinanden.

X-Men: Dark Phoenix anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Og det fører så, endelig, frem til X-Men: Dark Phoenix, hvor manuskriptforfatter Simon Kinberg har overtaget roret som instruktør på endnu en genfortælling af X-Men tegneseriernes måske mest berømte historie, om hvordan Jean Grey bliver den mest magtfulde af alle mutanterne, inden hun korrumperes.

Den historie har Kinberg allerede været med til at fortælle i X-Men: The Last Stand, men med tidsrejser er universet blevet nulstillet, og hvorfor så ikke prøve igen?

Resultatet er det desværre svært at være begejstret for.

Dark Phoenix er heldigvis ikke lige så slem som Apocalypse, men det er nok også det mest positive man kan sige om den mudrede superheltefilm.

På en tur til rummet forstærkes Jean Greys ellers allerede anseelige kræfter, og inden længe har hun forårsaget en tragedie, der splitter X-Men.

Og jeg skal love for, at X-Men skal splittes. Også på bekostning af troværdige handlemønstre fra karaktererne i centrum.

X-Men: Dark Phoenix anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Jeans overvældende kræfter låser et gammelt traume op i hendes sind, og pludselige afsløringer gør det sæbeopera belejligt for hende, at blive vred på den ellers godhjertede Xavier.

Inden længe er Grey på flugt, mens en fraktion af X-Men vil redde hende og en anden vil dræbe hende.

Samtidig er en flok virkeligt kedelige bodysnatcher-agtige skurke fra rummet på jagt efter Jeans kræfter.

Det lyder præcis så rodet, som det er.

Heldigvis er det solide hold af skuespillere stadig veloplagte, også selvom filmen ikke helt ved hvad den skal gøre med sin mest interessant karakter; Michael Fassbenders Magneto.

Sophie Turner fungerer også fint som den magtfulde Jean Grey, selvom hun er bedre som hoven superskurk end som følsom ung kvinde.

X-Men: Dark Phoenix anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Som instruktør skruer Kinberg heldigvis også ned for stilen i den håbløst kunstige Apocalypse og kigger tilsyneladende mere efter Logans fokus på drama.

Det holder actionscenerne i en klædeligt mindre skala, men det lægger unægteligt også låg på en historie, der ellers skal være opvisningsstykke for kosmisk destruktive kræfter.

De kræfter får aldrig rigtig lov til at udfolde sig tilfredsstillende, og før man har set sig om, er det hele løst lige belejligt nok.

Og så er det slut med X-Men i denne inkarnation. Desværre mere med en klynken end et brag.

Men i stedet for at sørge over endnu en middelmådig X-Men-film, så lad os fejre, hvor meget godt de mutanter nåede at give os.

X-Men længe leve!


X-Men: Dark Phoenix lider under et rodet og utroværdig manuskript og ender desværre som en middelmådig afslutning på X-Men-universet.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer