Wrath of Man anmeldelse: En ny Guy Ritchie

Hatten af for komponist Christopher Benstead.

Ikke siden Ennio Morricones tema til Quentin Tarantinos The Hateful Eight har jeg hørt så ondsindet filmmusik.

Lige fra instruktør Guy Ritchie smider en gul 70’er inspireret font henover lærredet, frem til Wrath of Man når sine endelige sluttekster, driver Bensteads fremragende dunkle tema filmen frem.

Musikken får Wrath of Man til at føles mere som en gyserfilm end den hårdkogte hævnhistorie den er. Det er helt formidabelt.

Og det er instruktør Guy Ritchies nyeste film faktisk også som helhed. Selvom det næsten føles som om, det er Ritchies onde tvillingebror, der har instrueret Wrath of Man.

For det er faktisk svært at genkende den sædvanligvis flashy instruktør, kendt for sine hurtigtalende gangstere i dette hårdkogte hævndrama.

Vel er der stadig en del – lige lovligt – kække replikker gemt i fugerne på Wrath of Man. Men Ritchie tøjler på imponerende vis sine sædvanlige tendenser som instruktør til fordel for en af den slags benhårde kriminalhistorier, som ellers hovedsageligt blev produceret i 1970’erne.

Stilen er brutal og kontant og ondskaben lurer om hvert hjørne.Ikke mindst i filmens hovedperson H, der er nyansat i et pengetransportfirma.

Men at den stoiske H ikke så meget er kommet for lønnen, som for at skyde røvere lige i fjæset, bliver hurtigt tydeligt.

Det sender Wrath of Man en tur tilbage i tiden for at forklare hvem den mystiske H er, inden en bloddryppende og velorkestreret kupfinale bringer historien tilbage til nutiden.

H spilles i øvrigt af Jason Statham. Hans præstation har mere til fælles med en Lee Marvin eller Charles Bronson-tough guy, end den hurtigtalende gangster Statham først blev introduceret som i Ritchies gennembrudsfilm Lock, Stock and Two Smoking Barrels og Snatch.

Det er en stor fornøjelse af se Statham som stoisk – og psykopatisk – hævner.

Omkring ham skaber Ritchie sin måske bedst instruerede film ved at udvise usædvanligt mådehold. Væk er den hurtige klipning, split screens og resten af Ritchies ekvilibristisk underholdende gøgl.

I stedet lader Ritchie sine virkemidler arbejde helt i den hårdkogte histories tjeneste. Ritchie lader det begrænsede budget – som må være fjernt fra de ekstremt dyre Aladdin, Sherlock Holmes og King Arthur – arbejde for sig.

Resultatet er en intens hævnfortælling, der føles skabt i ånden af 70’ernes kriminalfilm, men også med en vis friskhed.

Det er cirka så fjernt fra Ritchies tur tilbage til den britiske gangster-brønd i sin sidste film The Gentlemen, som det kan være.

Nævnes skal også filmens brug af Scott Eastwood, hvis øjne (eller er det hans fars?!) og lidt drengebøvede udstråling Wrath of Man udnytter til fulde i en fremragende skurkerolle.

Alligevel opfylder Wrath of Man ikke helt sit potential som moderne crime-klassiker.

Manuskriptet bruger udnyttelse af kvinder og børn som en alt for henkastet motivationsfaktor i en i forvejen lige lovligt testosteron-stinkende film.

Det kunne være bedre.

Alligevel er Ritchies nyeste film en stor fornøjelse og et positivt overraskende sving i instruktørens karriere. Jeg håber på mere af den slags.

Og læg så lige mærke til musikken. Hold nu kæft, den er ond!

Wrath of Man er en fuldfed fornøjelse, der vækker de helt rigtige minder om 70’ernes filmhævnere med en ond og fremragende Jason Statham i centrum.