Sorry We Missed You anmeldelse: Arbejderens frihed
Så er Ken Loach på banen med endnu en film.
Og selv hvis du kun perifert har fulgt den britiske instruktørs 55 år lange karriere, så ved du nok, hvad det betyder.
For siden 1960’erne har den nu 83-årige Loach været på en slags filmisk korstog med sine politisk indignerede dramaer.
Perspektivet er – med få undtagelser – altid fra manden på gulvet.
Arbejderne, der knokler for at få deres liv til at hænge sammen og er en uundværlig del af samfundet, men som svigtes af et kynisk kapitalistisk system.
Men magien ved Loach har siden hans første markante værk, TV-spillet Cathy Comes Home, været evnen til at forene den politiske pegepind med det menneskelige drama.
Og hans største problem har altid været, når pegepinden vokser sig for stor på bekostning af troværdigheden i dramaet.
Instruktørens nyeste film, Sorry We Missed You, lander heldigvis i den gode ende af Loach-skalaen.
Denne gang er fokus på den nye ‘selvstændige’-arbejdskultur, hvor ansatte opererer som selvstændige under et større firma.
I Sorry We Missed You øjner familiefaderen Ricky Turner mulighed for arbejdsmæssig frihed og kontrol af egen indtægt, som selvstændig vognmand for et stort pakkefirma.
I praksis viser det sig, at begrebet selvstændig, betyder at pakkefirmaet kaster ansvaret på Ricky, når det er belejligt for dem, og selv tager kreditten, når goderne skal høstes.
Ricky må selv betale for pakkebilen, med det resultat at hans kone Abby må sælge familiens bil for at få råd.
Til gengæld skal pakkerne leveres umenneskeligt hurtigt, mens en elektronisk scanner holder øje med hver eneste bevægelse Ricky laver.
Ikke alene må han være væk fra familien alt for længe; en flaske i lastrummet gør det ud for toilet, når de urimelige deadlines presser sig på.
Imens arbejder hjertevarm Abby som hjemmehjælper, hvor hun prøver at finde plads til menneskelighed i et mindst lige så presset program, hvor hun presses videre til næste ‘klient’ inden den første har fået den nødvendige tid.
Det er grove og uhyggeligt realistiske løjer og de to forældres arbejde, der egentlig skal brødføde familien, knuser den langsomt.
For Ricky og Abby har selvfølgelig ikke tid nok til deres lidt fremmedgjorte teenagesøn Seb, og den yngre søster Liza kæmper med at få hjemmet til at hænge sammen, når forældrene er på arbejde.
Og det hele er selvfølgelig fremragende spillet af et hold delvist ukendte skuespillere.
Som altid finder Loach realismen i detaljerne.
Abby smører mint-gel på næseborene, inden hun går ind i en særligt ildelugtende dames hjem, og scenerne fra den hektiske pakkefirma virker mere som dokumentar end fiktion.
Det hiver effektivt publikum med ind i familiens dagligdag, men manuskriptet af Paul Laverty er ikke kun spækket med detaljer fra arbejdspladsen.
Også de menneskelige detaljer er der masser af.
Og det er dem, der vækker karaktererne til live i Sorry We Missed You og gør deres situation ubærligt hård at overvære.
De uretfærdige omstændigheder får øget slagkraft, af vellykkede øjeblikke af varme og humor.
Som da Ricky en dag tager Liza med på arbejde i pakkebilen, eller en af de sjældne stunder, hvor familien samles om en omgang indisk mad.
Det er både bevægende og troværdigt.
Mod slutningen vokser Loachs pegepind sig måske lidt for stor.
Ricky skal trækkes igennem alle de ulykker, et pakkebud kan opleve, og det gør dramaet lige melodramatisk nok.
En monolog fra Rickys chef virker også mere som et politisk budskab, end noget et virkeligt menneske ville sige.
Men det er ikke nok til at forhindre Sorry We Missed Your i at være endnu et bevægende og politisk arrigt drama fra Ken Loach.
Af den slags kun han kan lave.
Ken Loach leverer endnu et empatisk drama med politisk bid, der er både bevægende og tankevækkende.