High Life anmeldelse: Liv i mørket

Det virker umiddelbart som en noget ironisk titel Claire Denis’ nyeste film, High Life, har fået.

For der er ikke meget liv i begyndelsen af High Life.

På et isoleret fartøj langt ude i rummet kæmper Robert Pattinsons Monte en ensom kamp med at holde sig selv i live.

Det er ikke lykkes for resten af besætning, hvis lig vi, allerede inden filmens titel har stået på lærredet, har set Monte sende ud i det endeløse mørke.

Døden har ramt fartøjet.

Men hvad der er sket, holder instruktør Denis for sig selv i et godt stykke tid.

I stedet får vi lov til at følge Montes liv på det tomme rumskib.

Eller, helt tomt er skibet ikke, for af uvisse årsager har Monte ansvar for et lille barn, pigen Willow, som han gør sit bedste for at passe.

Hun pludrer i en højttaler i Montes hjelm, mens han hænger uden på skibet og forsøger at reparere det.

Og jeg kunne sådan set have set en hel film om det varme forhold mellem den pressede Monte og den uforstående baby.

For Denis får skabt en fascinerende kontrast – med hjælp fra et visuelt slående rumskib designet af Olafur Eliasson – mellem de livløse omgivelser og den uskyldige familiære kærlighed mellem Monte og Willow.

Men at noget er gået galt, er man aldrig i tvivl om.

Langsomt begynder fortiden at sive ind i nutiden i Denis’ drømmende film, og High Life begynder at forklare, hvordan Monte og Willow er endt i denne situation.

Men den overraskende fortælling skal High Life næsten selv have lov til at fortælle, uden at jeg afslører den her.

Jeg vil til gengæld gerne afsløre, at Denis er i det trøstesløse hjørne.

Størstedelen af High Life udtrykker ikke meget håb for menneskets evne til at omgå hinanden.

I stedet er besætningen langt derude i rummet en mikroudgave af et samfund, der flår hinanden i stykker i jagten på opfyldelse af deres egne behov.

Det er grumt, men set gennem Denis linse også gådefuldt dragende.

Robert Pattinson leverer en fremragende underspillet præstation i hovedrollen, som Monte, hvis fortid langsomt oprulles.

Og Juliette Binoche dukker selvfølgelig også op som det tætteste High Life kommer på en egentlig skurk.

Selvom de fleste i Claire Denis nyeste film er skurke på et eller andet tidspunkt.

For det er ikke så lidt grusomheder High Life byder på, og de er desto mere hårdtslående fortalt i filmens perfekt doserede næsten meditative tempo, der elegant blander både fortid og nutid.

På den måde vækker High Life minder om humanistiske sci-fi klassikere som både Solaris og Logans Run, men Denis vision af menneskets møde med det uendelige mørke, er alligevel helt hendes egen.

Mod slutningen bevæger High Life sig næsten over i gyser-territorie, mens menneskets værste sider springer ud i fuldt flor.

Men på trods af den dunkle fortælling, så ender High Life alligevel med et spinkelt håb i horisonten.

Ikke så meget et håb om liv højt deroppe, men et håb om liv dybt inde i mennesket.

Og i mellemtiden er High Life blevet en af nyere tids bedste science-fiction fortællinger.

Claire Denis’ nyeste film er lige dele grusom og humanistisk sci-fi og en uforglemmelig filmoplevelse.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer