Harpiks anmeldelse: Lidt syd for Vinterbrødre
I det danske filmlandskab tror jeg Harpiks må være placeret et sted syd for Vinterbrødre.
For skaberne bag Harpiks får skabt et filmisk univers, der føles lige så stilrent, fremmed og troværdigt som Hlynur Pálmasons geniale film, uden at føles som en kopi.
Det er en grum, men også smuk verden Harpiks præsenterer sit publikum for.
Fotograf Louise McLaughlin har skab en række vanvittigt smukke billeder – tilsyneladende optaget på gammeldags celluloid – der enten badet i varmt lys eller afgrundsdybt mørke holder opmærksomheden fanget filmen igennem.
McLaughlin er en stor del af grunden til at Harpiks univers fremstår så sært tiltrækkende.
For det er ellers temmelig grusomt.
På en ikke navngiven ø bor den unge pige Liva afskærmet fra civilisationen med sin noget plagede far og en mor, der er så overvægtig, at hun ikke længere kan forlade sengen.
For år tilbage har de to forældre løjet datteren død, mens de i al hemmelighed har opfostret hende langt ude i skoven i pagt med naturen og under deres egne sære regler.
Og det er i familiens liv i skoven, at Harpiks har sin fascinationskraft – også når den svigter på andre måder.
Men det er som sagt ikke på grund af filmens udtryk.
For sjældent har en dansk film været så stilistisk gennemført.
Det skyldes som sagt McLaughlins fascinerende billeder.
Men også den drømmende klipning af Sofie Marie Kristensen, Josephine Farsøs organiske Texas Chainsaw Massacre-lignende scenografi og Sigrid Aalbæk Jensens og Anne Gry Friis Kristensens overvældende lyddesign fortjener anerkendelse.
Hvis bare Harpiks have stolet mere på sine rent filmiske dyder.
Men historiefortællingen begynder at knække.
Harpiks virker splittet mellem gådefuld kunstfilm og overfortællende drama.
Bo Hr. Hansens manuskript afslører desværre sine hemmeligheder næsten fra første side, og publikum er aldrig i tvivl om præcis, hvad personerne tænker, føler eller har oplevet tidligere.
Det suger desværre energien ud af det særegne univers.
Harpiks er baseret på en bog Ane Riel, og jeg går ud fra at noget af den fortællemæssige forvirring er dukket op i oversættelsen til det store lærred.
Harpiks fortælles nemlig både gennem en halvhjertet voiceover fra datteren Liv, men tager også afstikkere til en lokal værtshusejer, spillet af Amanda Collin i en rolle, der mest virker som en manuskriptkonstruktion.
Imens banker instruktør Daniel Joseph Borgman sine metaforer og symboler så voldsomt igennem, at ingen er i tvivl om, hvad der menes.
Er familiens sorg og liv mon fanget i harpiks, ligesom de myrer vi gentagende gange får vist? Gæt selv.
Og så er jeg slet ikke noget til Sofie Gråbøls for filmen næsten helt overflødige rolle i en fat-suit, der desværre mest af alt vækker minder om The Nutty Professor.
De ellers karismatiske skuespillere kæmper også med at gabe over de tungt forklarende replikker, og da Harpiks til sidst bevæger sig ud i mere regulært thriller-territorie, falder historien desværre helt sammen.
Og det er synd, for det sælsomme univers og det skarpe arbejde bag kameraet fortjener mere.
Harpiks må være placeret lidt syd for Vinterbrødre. Men den kan desværre ikke leve op til sin nabo mod nord.
Harpiks er en æstetiske nydelse af de sjældne i dansk film, men overforklarende manuskript og instruktion underminerer oplevelsen.
