The Two Popes anmeldelse: Guds by

Instruktør Fernando Meirelles har aldrig rigtigt overgået sit gennembrudshit City of God.

Gangster-dramaet om to unge mænd fanget i Rio de Janeiros slum var en hyperaktiv, stilfuld og bevægende knytnæve af en film, der stadig står på manges lister over de bedste film nogensinde.

Med sin nyeste film ,The Two Popes, overgår Meirelles heller ikke fordums storhed, men Netflix-dramaet med Jonathan Pryce og Anthony Hopkins i de altdominerende hovedroller kunne passende have heddet City of God 2.

Endda uden at være helt så ironisk som instruktørens signaturværk.

For helt fra start inviterer The Two Popes nemlig med ind i den vel nok mest berømte guds by: Vatikanet.

Året er 2005 og Pave Johannes Paul den 2. Er afgået ved døden.

Udenfor venter horder af mennesker på at se den berømte hvide røg stige til vejrs som tegn på, at en ny pave er valgt.

Men indenfor er et benhård politisk spil igang.

For en ny pave skal vælges og ikke alle er enige.

Mange hælder til den dybt konservative Joseph Ratzinger fra Tyskland, mens andre skubber på for at få den mere reformerende og moderne Jorge Bergoglio valgt.

Ratzinger kæmper for pavedømmet, mens Bergoglio er uvillig.

Det er en stærkt underholdende og dynamisk åbningsscene som instruktør Meirelles disker op med.

Et overbevisende kig ind bag de velsignede mure på en for de fleste fremmedartet process, måske drevet mere af politik end guddommelige visioner.

Meirelles fortæller med et tempo og en humor, som de færreste nok forbinder med tanken om et pavevalg.

Og så får han effektivt præsenteret filmens grå stjerner.

For ingen tvivl om at Anthony Hopkins og Jonathan Pryce er den egentlig grund til at se The Two Popes.

De to garvede herrer giver den gas som den noget forstokkede traditionalist og den smårebelske katolske fornyer.

Det bliver som bekendt Ratzinger, der vinder valget, og forvandler sig til pave Benedikt den 16.

Herfra springer filmen frem i tiden, mens den katolske kirke kæmper sig igennem skandaler og under traditionelle Ratzingers ledelse også med populariteten.

Her mødes de to paver igen i Ratzingers sommerresidens, og det er i dette møde mellem de to, at størstedelen af The Two Popes udspiller sig.

Som en slags Before Sunrise for gråhårede religiøse ikoner skal forskelle og ligheder mellem de to religiøse magtmænd udforskes i samtale.

Bergoglio vil træde af, men Ratzinger har nu helt andre planer for den argentinske kardinal, der som bekendt ender med at blive den første pave fra den sydlige halvkugle.

Det giver godt med dramatisk kød til både Pryce og Hopkins, som begge tilsyneladende har en fest med at menneskeliggøre de to ikoner.

For bag de hvide kåber gemmer sig helt almindelige Fanta-slubrende og fodboldelskende mennesker, som på trods af ideologiske forskelle, godt kan finde hinanden.

Anthony McCartens manuskript – bygget på hans eget teaterstykke The Pope – krydrer det umiddelbart tunge manuskript med en tilpas mængde munterheder, til i perioder at forvandle The Two Popes til en regulært vellykket komedie.

Titlen er dog lidt misvisende, da Meirelles film hurtigt udarter sig mere til et portræt af ‘den gode pave’ Bergoglio.

Det efterlader Hopkins’ Ratzinger noget mere todimensionel.

Et længere flashback til Bergoglios fortid – og dermed væk fra både Hopkins og Pryce – truer også med at sætte filmen i stå.

Meirelles hyperaktive fortællestil er heller ikke altid den oplagte makker til en film, der egentlig lever mest, når den bare lader samtalerne mellem de to hovedpersoner ånde.

Men det meste af tiden er The Two Popes alligevel et indsigtsfuldt og overraskende muntert portræt af to mænd bag murene i den italienske City of God.

Anthony Hopkins og Jonathan Pryce er et uimodståeligt makkerpar i et overraskende humoristisk og indsigtsfuldt kig bag den katolske kirkes pyntede facade.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer