Rambo: Last Blood anmeldelse: Et pinligt farvel

Lad mig starte med at fortælle om kvaliteterne ved Rambo: Last Blood.

Det kræver nemlig lidt at finde dem, og jeg vil så gerne have noget godt at sige om denne måske endelige afsked med Stallones ikoniske krigsveteran.

Og det er heldigvis netop karakteren John Rambo, der er filmens es i ærmet.

For heldigvis fremstår Rambo stadig som den traumatiserede Vietnam-veteran, der først vandrede ind i den lille by Hope – og filmhistorien – i 1982.

Sylvester Stallone forstår stadig at levere corny dialog på en måde, så man er overbevist om, at i hvert fald Rambo tror på det.

Han virker stadig som om volden bobler lige under den knudrede overflade sammen med et sind knust af krig.

Og så er det en god ide at Last Blood endelig giver ham lidt fred som 73-årig. Jeg tror på, at han knytter sig til den surrogat-familie, som filmen placerer ham i.

Jeg tror også på, at han stadig ville være plaget nok til at bygge et netværk af flugt-tunneller under den gård, hvor han nu træner heste.

Han er genkendelig fra den Rambo vi først mødte i First Blood, faktisk også mere end han var i Part II og Part III.

Rambo: Last Blood anmeldelse
Foto: UIP

På den måde kommer Rambo som karakter næsten helskindet ud af Last Blood.

Men bemærk, at jeg siger næsten.

For Rambo: Last Blood er nemlig en næsten pinligt dårlig film.

Fra start er dialogen tåkrummende dårlig, og de andre skuespillere har ikke det privilegium at gemme sig bag en lidt langsom karakter.

Værst er desværre Yvette Monteal som Rambos nye surrogat-datter Gabrielle. Hun overspiller, som var hun med i en Disney-channel sitcom.

Og det er et problem, når filmen hænger sit usammenhængende plot op på forholdet mellem hende og Rambo.

Rambo: Last Blood anmeldelse
Foto: UIP

For selvfølgelig skal alt det gode tages fra Rambo, så han igen kan tage buen og den takkede kniv i sine efterhånden gigtplagede hænder og dræbe nogle fools.

Og det ville sådan set være fint nok, hvis bare Last Blood var bevidst om, hvor fjollet den er.

Men det er den ikke.

I stedet ender den som en tonemæssig rutschebane, der det meste af sin spilletid gerne vil tages dybt alvorligt.

Og det gør man selvfølgelig ved at tage fat i mexicanske narkokarteller, der pludselig under usandsynlige omstændigheder kidnapper Gabrielle og involverer hende i menneskehandel.

Det giver lejlighed til at voldtage og på anden vis mishandle en flok latinamerikanske teenagepiger, med det eneste formål at motivere Rambo til at nakke en flok narkohandler-klicheer.

Rambo: Last Blood anmeldelse
Foto: UIP

Men de alvorlige emner giver lidt en dårlig smag i munden, når Mexico i instruktør Adrian Grunbergs er cirka lige så overbevisende fremstillet, som ideen om at Stallone ikke har lavet Last Blood udelukkende for pengenes skyld.

De unge piger tortureres og Rambo udøver en pinligt langsommelig – og taktisk virkelig dum – efterforskning, der lader størstedelen af den åbenlyst lavt budgetterede film udspille sig på de samme 3-4 locations.

De locations befinder sig i øvrigt ganske åbenlyst ikke i hverken USA eller Mexico, men nok nærmere et sted i det noget billigere østeuropa, hvilket giver filmens TV-flade visuelle udtryk et glamourøst skær af nyere Steven Seagal-film.

Det snegle-langsomme tempo leder op til vel cirka et kvarters Tom & Jerry splattervold. En slags mini-slasherfilm med Rambo i rollen som Jason.

Det ville måske i sig selv være underholdende, hvis ikke det var en fragmentarisk og rodet collage af håbløse computereffekter.

Rambo: Last Blood anmeldelse
Foto: UIP

Og pludselig er al den påtagede alvor selvfølgelig glemt. Tvungen prostitution og menneskehandel med mindreårige var bare en dårlig undskyldning for at Rambo kunne lege dårligt udført Itchy & Scratchy med en flok dopedealers.

Last Blood lever selvfølgelig ikke op til den originale klassiker eller den overraskende vellykkede efterfølger fra 2008, men at den heller ikke kan hamle op med de hyper-fjollede Rambo Part II og Rambo Part III er alligevel noget af overraskelse.

Rambo er stadig Rambo, men jeg ville ønske at hans endelig farvel havde været i 2008 og ikke i denne ufrivilligt pinlige blodkompot.

Rambo: Last Blood anmeldelse
Foto: UIP

Nu er jeg til gengæld splittet. Vil jeg have Stallone til at gøre endnu et forsøg på en bedre afslutning inden han rammer 80, eller skal vi bare lade Rambo forsvinde med dette sidste suk.

Jeg ved det ikke. 

I mellemtiden vil jeg bare gøre mit bedste for at bilde mig selv ind, at Rambo: Last Blood ikke eksisterer.

Stallone holder lige nøjagtigt hovedet oven vande, men filmen omkring ham er et pinligt sidste farvel til et filmikon.

2 af 6 stjerner anmeldelse


Facebook kommentarer