Downton Abbey anmeldelse: De gamle kendinge

Sikke et fantastisk gensyn med alle de elskede karakterer.

Hvor er det en fryd, at se ham der butleren vende tilbage til det store gods, og selvfølgelig ham den anden butler.

Glem heller ikke hende den rapkæftede køkkenpige, og ham der den sjove tjener, du ved, hvad han hedder.

Og så er det jo heller ikke til at overse Maggie Smith, når hun vender tilbage til sin elskede rolle som, øh, Maggie Smith.

Hvor har vi dog nydt dem i de seks sæsoner Downton Abbey nåede at få, og hvor er det hyggeligt at se dem tilbage, præcis som vi husker dem.

Eller, ja, ret skal være ret. Den opmærksomme læser kan måske fornemme, at jeg ikke har set et eneste afsnit af den elskede britiske.

Det faktum gør mig næsten fuldstændigt ukvalificeret til at anmelde Downton Abbey, for om noget er det en film lavet til fans af serien.

Der er nemlig ikke meget på spil, når manuskriptforfatter og seriens skaber Julian Fellowes og instruktør Julian Engler bruger et besøg fra kongehuset som undskyldning for at levere endnu et gensyn med de højtelskede karakterer.

Downton Abbey anmeldelse
Foto: UIP

Godt nok bliver der fundet plads til en overflod af umiddelbart dramatiske sidehistorier, men det er mest en undskyldning for at give favoritterne noget at tage sig til i den to timer lange spilletid.

Der kigges lidt vel dybt i sæbeopera-håndbogen, når alt fra mulige attentater over uventede graviditeter og indtil flere spontane forelskelser gør sin entre på de få dage, filmen udspiller sig over.

Men dramaet har stort set ingen konsekvenser.

Nej, i stedet placerer denne serie-filmatisering sit fokus direkte på hyggen ved at genbesøge det overdådige Downton Abbey og dets folk og få.

Men selv som udenforstående, er det faktisk svært ikke at blive smittet af hyggen.

Downton Abbey anmeldelse
Foto: UIP

Den enorme rollebesætning er åbenlyst ualmindeligt hjemme i deres karakterer og samspillet mellem dem fungerer upåklageligt.

Selvom jeg ikke er del af Downton-fan familien, så føles Downton Abbey som at få en midlertidig plads ved bordet.

Og for Downton-fans er jeg sikker på, at effekten er endnu større.

Fokuset på de mondæne detaljer i driften at godset – sølvtøj der skal pudses og kjoler der skal sys – er veleksekveret og alle karaktererne får deres øjeblik i søgelyset.

Maggie Smith får en god portion solide oneliners som familiens hovne tante og den ægte kærlighed til karaktererne skinner igennem.

Downton Abbey anmeldelse
Foto: UIP

At det hele måske lige så godt kunne have været et afsnit rettet mod TV betyder mindre. I det mindste undgår instruktør Michael Engler fristelsen til at gøre alting større og vildere til biografen.

Selvom lidt mere filmisk slagskraft nu ikke havde været af vejen.

Men hyggen overstråler problemerne.

Også selvom hyggen selvfølgelig tager overhånd. Det ekstremt klassedelte samfund fremstilles mest af alt som en fordel, og dramaet har aldrig reelt bid.

Men det er måske en fejl, der også er at finde i den oprindelige serie.

Vigtigst af alt er, at Downton Abbey faktisk gav en ignorant som mig lyst til at se den oprindelige serie.

Og det er i sig selv ret imponerende.

Det er svært ikke at blive smittet af hyggen, selv som udenforstående, når Downton Abbey gør sin glanspolerede entre på det store lærred.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer