Ad Astra anmeldelse: Rummænd
Hvis film om rumrejser har lært mig en ting, så er det, at det er op til drevne og følelsesmæssigt hæmmede mænd at udforske stjernerne.
Jo, en gang imellem kigger en Jodie Foster lige forbi i rumkapløbet, men som regel er det op til mændene at drage ud i det ukendte, mens koner, mødre og døtre kan se grædende til hjemme fra jorden.
Senest var det First Man, der hyldede sin virkelige hovedpersons næsten fanatiske drive til at nå månen til fordel for sin familie og aldrig overbeviste om, at den var lige så interesseret i hans familieliv.
Men science-fiction følger også tit mande-mønstret.
Tænk bare på Dr. David Bowman, der i Rumrejsen år 2001 må overskride teknologiens og sine egne eksistentielle begrænsninger for at nå den anden side af det kendte univers.
Der er ikke plads til følelser, når det gælder rumrejser.
Det gælder sådan set også for Brad Pitts astronaut Roy McBride der, som den lidt prætentiøse latinske titel antyder, søger mod stjernerne i instruktør James Grays Ad Astra.
Men noget er alligevel anderledes i dette seneste rumepos.
For Ad Astra virker ofte ikke så nær så begejstret for sin hovedpersons tyngdekraftbrydende bedrifter, som den er bekymret for hans følelsesmæssige mangler.
Allerede fra starten gør Roy det klart – i en ofte klodset voice-over – at almindelig omgang med andre mennesker er en slags skuespil.
Roy foretrækker at være alene. Han lever kun rigtigt, når han er på livstruende rumekspeditioner.
Men som Ad Astra folder sig ud, og Roy tager på jagt efter sin astronaut-far på kanten af solsystemet, indser både han og publikum, at de manglende følelser måske mere er et handicap end et krav for at opnå store bedrifter.
Og det er altså et ret originalt twist på den sædvanlige rumhelt-opskrift og på den klassiske fremstilling af maskulinitet.
Måske er det også derfor, at James Gray ikke lader sin vision af rummet være lige så majestætisk som f.eks. Christopher Nolans, selvom det er interstellar fotografen Hoyte van Hoytema, der står bag vellykkede billedside.
Men i Ad Astra er rummet mere isolerende og som filmen skrider frem næsten surrealistisk. Jo længere Roy når fra andre mennesker, jo værre bliver det.
Det udtrykker Pitt også fint i en indadvendt og sammenknyt præstation, der på imponerende vis nærmest er antitesen til hans ekstremt afslappede Cliff Booth i Once Upon a Time… in Hollywood.
Men på trods af alle de gode dele, opfylder Ad Astra aldrig helt sine egne ambitioner.
En række actionsekvenser fungerer som relativt vellykkede Nolan-kopier, men de virker mere gearet til at klippe en heftig trailer sammen, end til at bidrage til det karakterstudie som Ad Astra egentlig gerne vil være.
Og som nævnt er Pitts ellers velspillede voice-over en noget ujævn omgang, der skiftevis giver indblik i den sammenbidte hovedpersons tanker og er en alt for tung i røven fortællemæssig pegepind.
Men selvom Ad Astra er en noget turbulent rumtur (findes det?), så byder den alligevel på både nok betagende billeder og et for genren overraskende karakterstudie, til at dens eksisten er forsvaret.
En bjergtagende billedside og endnu en imponerende præstation fra Brad Pitt udglatter bumpene på rumrejsen i instruktør James Grays Ad Astra.
